Arkivet’s sommerudflugt 2017

 

Udflugt 28. juni 2017

Der var afgang fra Horne Skole kl. 8.00, og første stop var Munkebo Bakke med tårnet – 58 m over havet – med en fantastisk udsigt, hvor man kan se helt til Samsø og bropillerne på Storebæltsbroen. Formiddagskaffen blev indtaget ved bænke og borde i området med en helt betagende udsigt over Kertinge Nor og Kerteminde Fjord.

Udflugt 2017
Munkebo Bakke med tårn

 

 

 

 

Udflugt 2017
Munkebo Bakke
Udflugt 2017
Udsigt fra tårnet på Munkebo Bakke

I samme område var der også gang i en udgravning efter en formodet vikingehal, som vi fik fremvist, og vi talte med en meget entusiastisk amatørarkæolog, der fremviste en del fund.

 

Udflugt 2017
Udgravningen på Munkebo Bakke

Så gik turen videre til Munkebo Miniby, der behørigt blev inspiceret – vi mødte også en del af de frivillige, der bygger husene og fik fortalt om dette. Meget imponerende præstation og absolut et besøg værd.

Udflugt 2017
Munkebo Miniby

Derefter videre gennem Kerteminde og over på den anden side af fjorden til vikingemuseet i Ladby.

Vi skulle først og fremmest se slutspurten på ”brodøsernes” arbejde med et 7 m langt tapet omhandlende en konges begravelse i Ladbyskibet – inspireret af det 70 m lange Bayeuxtapet i Frankrig. De har arbejdet på det siden 2011 – mere end 5000 timer har de brugt – og resultatet er overvældende. Slutdatoen var sat til 8. juli 2017 – hvorefter det skal udstilles i Johannes Larsen’s museum i Kerteminde, inden det vender tilbage til Ladby.

Udflugt 2017
“Brodøserne” i Ladby

Derudover så vi også det det oprindelige ”Ladbyskib” i dets grav på marken, samt ”Ladbydragen”, der ligger ved broen og er bygget ved håndkraft af frivillige bådebyggere – meget imponerende. Efter 5 års byggeri kunne 40 mænd og kvinder trække det store skib ned til Kerteminde Fjord, hvor det blev søsat. Det er et langskib med en længde på 21,5 m og drevet af 32 årer.

Udflugt 2017
Ladbydragen
Udflugt 2017
Ladbyskibet med den døde vikingehøvding
Udflugt 2017
En vikingefamilie

Derefter gik turen tilbage til Kerteminde, hvor vi spiste frokost. Vejret var så godt, at vi kunne indtage denne i restaurantens gårdhave.

Styrket af frokosten fortsatte vi, da der jo er mange spændende steder i Kerteminde, og et af disse er ”Farvergården”, der både er butik og museum samt rummer en lille cafe. Kan absolut anbefales. Mange spændende ting at fordybe sig i over flere etager, og butikken har et meget spændende og varieret udvalg.

Vi opdagede også pludselig, at Kerteminde Byhistoriske Arkiv støder lige op til ”Farvergården’s” have, og da vi præsenterede os for dem i arkivet, blev vi inviteret ind og vist rundt. Ligeledes spændende.

Udflugt 2017
Kerteminde Byhistoriske Arkiv

Som det sidste i Kerteminde opsøgte vi museumsbutikken ”Høkeren”, der er en rigtig gammeldags ”blandet landhandel”, og der blev foretaget forskellige uundværlige indkøb her.

Udflugt 2017
Kerteminde v/”Høkeren”

 Nu var tiden kommet til at sætte kursen mod Horne igen, men først skulle vi lige indtage vores medbragte kaffe og kage et egnet sted – det fandt vi også i Storskov nær Storebælt.

Sidste stop var Horne Skole efter en begivenhedsrig dag med en del kulturelle oplevelser.