Toldhuset i Bøjden

Nedenstående indlæg om toldhuset er produceret af Helle Blomquist med baggrund i Toldvæsenets gruppeordnede sager.

Fotografiet viser toldhuset i Bøjden, hvor Ludvig Christian var toldkontrollør og strandfoged fra 1870 til 1906. Fotografiet er taget i 1906, da alle landets toldbygninger blev fotograferet i forbindelse med Christian den 9’s død det år. Ludvig Christian gik på pension i 1906, da han var 78 år. Det var i dette hus, at Ludvig Christians og Marias børn, svigerbørn og børnebørn mødtes om sommeren, og hvor børnene fik lov til at tumle sig under frie forhold.

Børnebørnene havde dog ikke noget nært forhold til bedsteforældrene. Bedstefar oplevede de som streng, og bedstemor så de ikke meget til. Hun var syg. 

Toldassistent og strandkontrollør Ludvig Christian Gerhardt

Ludvig Christian Gerhardt (1827-1916) og Maria Hammer (1831-1906) flyttede ind i toldhuset ved Bøjden Havn i 1870. På det tidspunkt var han 42 og hun 38. De to ældste af deres børn, døtrene Hanne og Louise var allerede flyttet hjemmefra, og den yngste søn var endnu ikke født. Ludvig Christian og Maria flyttede ind med 7 børn.

Stillingen på Bøjden blev en slutstilling for Ludvig Christian. Han blev både toldassistent og strandkontrollør, det vil sige, at han skulle sørge for både at opkræve told fra de skibe, der anløb havnen fra udlandet og drage omsorg for vraggods, der flød i land samt holde øje med strandinger og bjergninger. Han tiltrådte sin post den 5. januar 1870.

Bøjden hørte under toldhuset i Fåborg, og der var naturligt nok flere toldere ansat. Men på Bøjden arbejdede toldofficeren alene; der var ikke andre toldere på stedet. Det var Ludvig Christians overordnede i Fåborg, der skrev indstillingen til Overtolddirektoratet og anbefalede ham. Det var nemlig ikke givet, at det skulle være sådan en som ham, der skulle have posten. Normalt blev den besat med en krydstoldofficer, det vil sige en myndighedsperson fra Toldvæsenets maritime afdeling.

Der var dog flere grunde til, at han var egnet til arbejdet i Bøjden. Han havde en stærk konstitution; da han oprindeligt var oplært som sømand, havde han et meget nært kendskab til at styre en båd og borde et fartøj; og han var skikket til at foretage patruljeringer til fods. Det sidste ville være påkrævet for en strandkontrollør, der skulle holde øje med, hvad der skete på kysten og agere som myndighedsperson i de forhold. Men hans overordnede fremhævede også hans menneskelige egenskaber. De var sådanne, at opholdet på en isoleret post som Bøjden ikke ville få nogen skadelig indflydelse på ham.

Hvad handler den sidste bemærkning om? Måske viser den, at hans chef havde tillid til hans ærlighed. Aviserne rapporterede af og til om toldere, der hjalp smuglerne, der prøvede at smugle varer fra det nærliggende Tyskland. Der kunne også ligge værdier gemt i vraggods. Så den person, der skulle arbejde alene, uden en kollega til at ånde ham i nakken, skulle være redelig og ubestikkelig.

Ludvig Christian fik posten efter i 6 år, siden 1865, at have arbejdet ved Fåborg toldsted ’uden nummer’, altså uden en fast stilling.

Før Gerhardt-parret kom til Bøjden, havde de været på en lang rejse. Den startede i Flensborg, hvor Ludvig Christian som ung toldelev i 1851 var startet i det slesvigske toldvæsen. Der havde han fået mulighed for ved at præsentere et passende CV, som bestod i en ansættelse ved marinens depot på Als under treårskrigen i 1848-52. Her havde han ført regnskab. Han kunne også prale med, at han havde en meget stærk konstitution, og at han ’var det tyske sprog fuldstændig mægtig’, som han skrev i sin ansøgning. Det sidste måtte være en betingelse, hvis man skulle arbejde i Slesvig og Holsten. Det var ikke tilfældigt, at han kunne tale tysk. Han var døbt i Skt. Petri Tyske Kirke i København, hvilket viser, at hans forældre havde en tilknytning til Tyskland. Hans far var korporal i Livgarden til hest, senere vagtmester Ludvig Gerhardt,og hans moder var en enke ved navn Louise Glass, født Nyborg. Louise var født og opvokset i København, og det samme var Louises far og mor, så det har været Ludvig Christians far, der var tysk.

I Flensborg mødte Ludvig Christian Maria, som var datter af en skibsfører i byen. Hun var døbt i Marienkirche i Flensborg som Maria Brigitta Elisabeth Hammer. En ansættelse som toldassistent i Garding i september 1851 gav mulighed for, at de to kunne gifte sig. I Garding fik det unge par døtrene Hanne og Louise.

Tiden i Garding var en svær periode for Maria og Ludvig Christian. Maria var godt vant hjemmefra, og familien kom i økonomisk knibe. Da Ludvig i april 1853 ansøgte om gratiale fik han afslag, da hans overordnede mente, at Maria forestod en slet husførelse. Man levede i tætte forhold dengang, og der var åbne vinduer mellem arbejdsliv og privatliv. Først når følgerne af en letsindig og uklog økonomi stod Ludvig klart, skulle han have understøttelse, mente hans chef. Men så ville han til gengæld også anbefale ham, da Ludvig var en redelig og meget ferm toldbetjent.

Ludvig Christian fik hurtigt en ordning med sine kreditorer, og det begyndte at gå bedre med økonomien. Til gengæld gik det skidt med helbredet. Både Ludvig Christian og Maria fik marskfeber, som var udbredt i Garding blandt dem, der ikke var opvokset på egnen. I 1854 blev Ludvig efter eget ønske forflyttet til Tønder, der var en blomstrende handelskøbstad.

Familien voksede og med det udgifterne. I 1860 havde Maria født tre børn i Tønder, nemlig Ludvig Christian Nikolaj, Anton Emil og Marcus Andreas. Maria tog ved lære og begyndte at væve damask for at hjælpe til med økonomien, et nærliggende arbejde i Tønder, der havde produktion af damask og kniplinger. Ludvig tog ekstra arbejde. Han kopierede dokumenter for en advokat i byen. Familiens økonomi kom på rette køl.

Men ingen er længe i paradis. I 1861 blev Ludvig Christian sendt til Højer, og det var ikke lykkeligt. Han havde ekstra udgifter til husleje, og familien mistede de gode ekstra indtægter, som de havde haft adgang til at tjene i Tønder. Nu skulle Ludvig forsørge sig selv og Maria samt 5 børn og en søster. Børnene blev syge med mæslinger og skarlagensfeber, og familien fik understøttelse og forskud til at klare udgifterne. ’Det er ingen tom klagesang’, som hans chef skrev til Direktoratet med sin anbefaling. Maria fødte yderligere 2 børn i Højer, Caroline og Daniel.

I 1864 kom familien væk fra Højer, men da af helt andre grunde end tjenstlige. Da Preussen vandt den 2. slesvigske krig, måtte toldassistenten flygte. Ludvig pakkede sin familie med de nu 7 børn og sit dannebrogsflag på en trækvogn og slæbe læsset til Danmark nord for Kongeåen.

Det område, der gik tabt på det tidspunkt var rigt på handel og produktion, så det var et stort økonomisk tab for riget. Slesvig-Holstens velstand betød også, at der var mange toldassistenter i samme situation som Ludvig Christian. De havde været beskæftiget med at beskatte det rige handelsliv, og nu blev de afskediget. Næsten halvdelen af dem kunne ikke finde placering i kongerigets toldvæsen. Men det lykkedes for Ludvig Christian. Han blev den 14. januar 1865 konstitueret som strandkontrollør i Bøjden ved Fåborg Tolddistrikt. Han var bosat i Vester Åby Sogn, med tjeneste ved Strandhuse, en anløbsbro, hvor bådene kunne lægge til. I Vester Åby fødte Maria to børn, Johannes Harding og Ane Marie Christiane.

Det må have været en stor dag for familien, da man endelig kunne flyttet til eget toldhus, og familiefaderen den 1. januar 1870 erklærede troskab over for kong Christian 9. Lønnen var da 400 rigsdaler, fri bolig og godtgørelse af udgifter. Parrets sidste barn, sønnen Aksel Ludvig Martin Christian Gerhardt blev født på Bøjden i 1871.

Det betød ikke, at alle vanskeligheder var slut. Ting sker i livet, og en voldsom begivenhed var stormfloden i 1872, der ramte danske kystområder hårdt. Bøjden var særligt udsat. I den lille by mistede en mor og hendes to børn livet, da deres hus styrtede sammen om dem. Ved toldhuset skulle der bores ny brønd, fordi den der var, blev fyldt med saltvand. Al muldjorden og gødningen skyllede af og skulle erstattes. Ludvig Christian måtte ansøge om understøttelse til at få det retableret. Han fik naturligvis bevilling til at udbedre skaderne. Husets jordtilliggende var en del af lønnen, og hvis der ikke var noget muldjord, kunne han ikke gro foder til den ko, som han skulle holde om vinteren til familiens underhold.

Andre forhold, som ramte, var sygdom. I lange perioder var Maria syg, og der måtte hentes læge og medicin fra Fåborg. Det krævede vognleje til lægen, og det var dyrt. Ludvig søgte, og fik bevilling til at dække sådanne udgifter, idet hans overordnede støttede ham og karakteriserede ham som en sirlig og påpasselig toldbetjent, men fattig og med mange børn, som han vanskeligt kunne forsørge.

På trods af fattigdommen har Ludvig og Maria aktivt støttet deres børn, også økonomisk. Selv når børnene var flyttet hjemmefra understøttede de dem, og de har lagt vægt på, at drengene fik en uddannelse. De tre af de i alt 5 drenge blev sømænd. I 1870 var Ludvig skibsdreng, og i 1880 var Daniel sømand. En tredje søn, Marcus, begyndte i 1881 på styrmandsuddannelsen på navigationsskolen i Svendborg. Det kostede penge, og selvom Marcus på det tidspunkt har været langt over konfirmationsalderen – han var 21 år i 1881 – så har forældrene følt sig kaldet til at hjælpe ham. Overtolddirektoratet gav bevilling til et tilskud, og Marcus fik sin uddannelse.

Samtidig må de have understøttet en anden søns uddannelse, nemlig Johannes Harding, som i 1882 fik undervisning på Teknisk Skole i Odense. Det var en uddannelse, hvor eleverne skulle betale skolepenge. Da var Harding 15 år.

Efterhånden som børnene flyttede hjemmefra, fik toldhuset på Bøjden i 1880erne og 90erne en ny funktion i familien. Fra at være det sted, hvor Maria og Ludvig Christian opfostrede deres bøn, blev det et sted, hvor børnene vendte tilbage nogle dage om sommeren med deres ægtefæller og egne børn. Mange børnebørn har med glæde tænkt på og talt om somrene hos bedstefar og bedstemor på Bøjden og samvær med fætre og kusiner. Måske havde de også en tilføjelse om, at bedstefar var meget streng, og bedstemor, ja, hende så man ikke meget til. Hun var ofte syg.

I 1899 blev han tildelt hæderstegnet Dannebrogsmand. Det blev givet til “enhver, der ved klog og redelig Stræben for Brødres Vel og ved ædel Daad i en engere Kreds har gavnet Fædrelandet”. Måske var det i den anledning, at han tog til Assens og blev fotograferet sammen med Maria på Larsen Boes Atelier. Parret kunne se yngre ud end henholdsvis 72 og 69 år. Navnlig har de ikke noget hvidt hår af betydning. Men Larsen Boe drev sit atelier fra 1899 til 1905, og det ser ud, som om Ludvig har et lille hvidt mærke i venstre knaphul. Anledningen til at få fotografiet taget, kunne godt være familiefaderens hæder.

I 1905 gik Ludvig på pension, 78 år gammel. Ved hans fratræden havde hans chef indstillet ham til kammerråd. Den hæderstitel blev tildelt mænd, der havde gjort en fortjenstfuld indsats. Det blev afslået.

Efter Ludvig Christians pensionering blev parret boede i Bøjden, hvor de havde en datter, Louise. Hun var gift med malermester Carl Christian Madsen. Maria døde hurtigt efter, den 22. januar 1906, 75 år gammel. Ludvig døde 87 år gammel, den 18. juli 1916, begge begravet på Horne Kirkegård.

Kilder:
Man kan undre sig over, at fortællingen er meget mere fyldig om Ludvig Christian end om Maria. Det skyldes, at de mest omfattende kilder til parret er de gruppeordnede toldsager, som i realiteten er Ludvig Christians personalesag i Overtolddirektoratet. Det vil sige, at det, vi har mulighed for at vide, er oplysninger, der fremgår af den korrespondance, som Ludvig Christian har haft med sin arbejdsgiver. I sagens natur er det oplysninger, der har haft at gøre med hans tjenstlige forhold. Kun indirekte træder Maria og børnene frem.                                                                Andre kilder er kirkebøger og folketællinger, som indeholder punktvise, eksakte oplysninger.   En tredje kilde er familieberetninger, fortællinger, der har overlevet mundtligt i familien, som f. eks. om trækvognen med dannebrogsflaget, der er en beretning om familiens uddrivelse fra Slesvig. En lidt mere omfattende beretning er Levnedsberetning fra Marie Vilhelmine Gerhardt, gift Blomquist.  

Ludvig Christian Gerhardt (1827-1916) og Maria Birgitte Elisabeth Hammer (1832-1906)

Fotografiet befinder sig hos Birgit Gerhardt, gift Busk- Jensen. Det har været en del af Birgit Gerhardts mors fotoalbum, Marie Gerhardt. Marie Gerhardt var opkaldt efter sin farmor, Maria Birgitte Elisabeth Hammer.

Fotografiet er taget i Assens på fotograf Larsens Boes atelier, Østergade 19 i Assens. Det er ikke oplyst, hvornår fotografiet er taget. A. Larsen Boe Havde atelier i Assens fra 1899 til 1905, så fotografiet må være taget i det tidsrum. Det er mest sandsynligt, at det er taget i 1899, da Ludvig Christian blev hædret med titlen Dannebrogsmand. Den hvide mærkat i hans venstre knaphul kan godt være det hvide silkebånd.

Månedens billede – juni 2021

Der er så dejligt ude på landet …….. især på Horne Land
  • Laveste temperatur i juni måned er målt i 1936 og var på minus 3,5 grader. 
  • Koldeste juni måned var i 1923 med 10,7 grader.
  • Højeste temperatur i juni er målt i 1937 og var på 35,5 grader. 
  • Varmeste juni måned var i 1889 med 18,2 grader. 
  • Maksimum nedbør i juni er 123 mm målt i 1946. 
  • Minimum nedbør i juni er 1 mm målt i 1992. 

Befrielsesdagene maj 1945

Elisabeth Åradsson, Bøjden har leveret dette indlæg, og hun har bibeholdt moderens stave- og skrivemåde fra den tid. Elisabeth skriver indledningsvis:

Min mor Edith Kej Nielsen ( Ditte ), Bøjden, (senere Millinge) var i sommeren 1947 elev på Den jyske Idrætshøjskole i Vejle. Hun var født på Bygmestergården i Horne. Her skrev hun om følgende oplevelse fra befrielsesdagene i begyndelsen af maj måned 1945.

“Jeg vil prøve at fortælle lidt om Dagene før og omkring den 5te Maj.

I Foraaret 1945 kunde vi se, høre og mærke, at Krigen snart vilde faa Ende, og som man tit sagde: ’Nu kan Tyskerne da ikke mere, nu er Krigen snart slut…’

Jeg skulle have en ny Plads til Maj efter at have været hjemme og passet Arbejdet i to Aar. Sammen med en Veninde bestemte vi os til at finde en Plads i Odense.

Det havde jeg ret let ved, da der kom Bud fra en Komtesse B.B.S, at hendes Søster i Odense manglede en ung Kokkepige til første Maj.

 Det syntes jeg godt om og var i Odense en Dag sammen med min Søster og blev fæstet til Pladsen, som saa skulde betrædes til 1ste Maj.

Men der herskede en vis Ængstelighed og Uro i dette hjem, der havde Krigen saa nær inde paa Livet, som nogen kunde have den, da deres Svigersøn Baron Wedell sad som Fange ved Tyskerne i Schellhuset og deres Søn’s Barn, Steen, var flygtet til Sverige.

Men optaget som jeg var af min nye Stilling, skulde de sidste Dage snart forsvinde hjemme i Horne med at faa alt færdigt til Dagen. De sidste Dage i Foraaret -45 gav os mere at tænke paa end lige det, som skulle ske den 1ste Maj.

I Horne var der meget illegalt Arbejde, hvilket gav til Følge, at 10 -12 Mand blev taget til Fange af Tyskerne og deres Medhjælpere og ført til Frøslev.

En Torsdag Eftermiddag paa en klar, smuk Foraarsdag, Solen stod højt paa Himmelen, og en frisk Foraarsvind blæste ind over Landet, fik Horne by igen Besøg af vore ’grønne Kammerater’, som kom med store Biler og gjorde holdt ved det Hus, som de faa Dage før havde taget Manden fra. Nu blev resten af Familien jaget ud med kun 10 min’s Varsel, der blev lagt Bomber, og faa Minutter efter var Huset sprængt i Luften med Møbler, Tøj og alle andre Værdier, som nu fandtes i et saadant Hjem. Egnens Folk var saa forskræmte og urolige, at de næsten ikke turde se paa hinanden og tale sammen.

Otte dag før jeg skulde tiltræde min nye Plads i Odense, fik jeg gennem min søster at vide, at Baron Wedell, som vi husker det store Bombardement af Schellhuset, havde prøvet paa at springe ud fra Vinduet paa 5te Sal for at befri sig fra Tyskerne. Som vi husker, var der de Mennesker, der slap derfra med Livet i behold, men Wedell havde brækket sin Rygsøjle. Han levede dog alligevel et Par Dage derefter, hvor han var indlagt paa et Hospital under streng Bevogtning. Hans Kone maatte ikke engang komme indenfor og besøge ham, men fik den Besked at Wedell havde det godt og var snart rask igen. Det slog dog ikke til med de Ord. Mærkeligt som det end lyder, fik Familien dog hans Lig udleveret, og man kunde da faa lov at vise ham den sidste Ære.

Baron Wedell sad i Celle sammen med Folktingsmand Paul Sørensen, som ogsaa var med i Springet fra Schellhuset. Paul Sørensen blev igen fanget af Tyskerne og indlagt paa et Hospital. Han overlevede det og blev befriet den 5te Maj. Nu er han igen, efter nogen tids Sygeleje rask og kan tage sit Arbejde op. Han skrev i sommeren 1945 et langt, smukt Stykke om Baron Wedell fra deres Fangenskab sammen i Tyskernes Hænder, som den gode Kammerat og Mand han havde været.

Endelig naaede vi første Maj, hvor Turen til Odense skulde finde Sted. Min Veninde som ogsaa havde faaet Plads derinde, ikke langt fra Villaen, hvor jeg skulde tjene, fulgtes jeg sammen med.

Vi tog Turen paa Cykel og Ruth’s Mor sagde til os, da vi kørte, at hvis vi nu hørte Kirkeklokkerne undervejs, saa er der blevet Fred. Men det blev ikke den Dag, vi fik den store Nyhed og det glædelige Budskab. Det kom først til os den 4. Maj om Aftenen, hvor den unge Pige, som jeg nu tjente sammen med og jeg selv, kom ned i Stuen og hørte det sammen med de andre i Radioen.

HURRA! Nu skulle vi alle være glade. Nu er der Fred.

Næste Dag begyndte tidligt. Festdagen skulde jo fejres, og det blev den. Min Frue bestemte straks en lille Festmiddag for Familien i hjemmet om Aftenen. Det hele skulde tilrettelægges og til dels gøres færdigt om Formiddagen, da min Medtjenerinde Ellen og jeg om Eftermiddagen skulde have fri et Par Timer og ind i Byen  og se, hvordan den ene Stikker og Nazist  foran Raadhuset blev ført frem foran den anden, saa Folket kunde haane og se dem, som saa skammeligt havde gjort vort Land skade under Krigen. Jo, der var meget at se inde i Byen.

Det som glædede mig mest, var dog at se vort Politi igen i den sorte Uniform paa Vagt i Gaderne. Ja, jeg skal love for, at der var Liv i den lille Odense By.

Snart var det tiden, at Ellen og jeg igen skulde ud til Arbejdet, desværre, det var dog saa spændende at se paa, men vi skulde jo tilbage og gøre det sidste af Middagen til rette.

Vi var nu næsten naaet ud af Byen igen, men da vi var i Klaregade, kom vi paa den skøre Tanke, at vi lige skulde en Tur ind i Byen igen. Vi steg op i den første Sporvogn, vi mødte. Den havde ikke kørt ret langt ind mod Byen igen, før der blev raabt ’Dæk jer’. Trods Pladsen var lille, smed vi os alle ned paa Bunden af Sporvognen, indtil vi lidt efter kunde snige os ind i eet af Husene ved siden af. Der stod vi en tid sammen med mange andre og hørte Kuglernes Susen og Knalden udenfor.

Men hvad skulde Ellen og jeg dog gøre? Tiden gik, vi skulde altsaa Hjem, og ikke længe efter vovede vi os udenfor døren. Der løb flere af vore Betjente med Gevær og skød og værgede sig mod Hippofolk, som havde gjort al denne uhyggelige Uro igen. Her spurgte vi dem, om der kunde ske noget ved at skynde os og rende ud paa Langelinie? De sagde, det måtte vi bestemt ikke! Jamen, hvad skulde vi dog gøre? Vi skulde hjem. Ved vort Spørgsmaal igen, sagde de: ’Det er paa eget Ansvar!’ Godt, saa løber vi, og jeg maa sige, det var med Fart paa, vi kom om paa den anden Side af Gaden og hjemad.

Men vi blev standset af mange Mennesker undervejs, som skulde have Svar paa den Ballade og Krig indefra Byen. En ung Mand, som kom meget i Hjemmet, hvor vi havde Plads, kom paa Cykel indefra Byen. Hans Læbe var i sin Flugt fra Byen ramt af en Kugle, men dog kun lidt beskadiget.

Endelig naaede vi da til Villaen i yderste Øjeblik, men der mødte os bestemt noget andet, end vi havde forventet. Udenfor stod en hel del af Naboerne og sagde, at vi ikke maatte gaa ind. Paa Døren sad en Seddel ’Sigtet for Krigsforbrydelse’ osv. Det fattede vi ikke helt, men sandt var det.

Naa, det var næsten Aften, saa vi maatte lade Tanken gaa tilbage til os selv. Hvad skulde vi? Ja, vi var jo nødt til at køre hjem. Min Cykel var ved Cykelsmeden og Ellen’s stod og var flad, saa dem kunde vi ikke faa meget Hjælp fra, men saa stod Fruens og Familien Baron Wedell’s Cykler der, saa dem blev vi nødt til at laane til vi hørte, hvordan det de næste dage vilde gaa med det hele. Det var gode og lette Cykler, saa vi var sådan set ikke kede af Byttet, for nu gik det rask hjemad. Nu skulde vi hjem og se om Festlighederne blev fejret hjemme. Jeg blev standset op flere Gange af Folk undervejs, som saa jeg kom fra Byen. De var nysgerrige og vilde have noget at vide.

Inden jeg naaede hjem til Horne, blev jeg igen holdt op og skulde efterses, men dem der gik Vagt ved Sognegrænsen, viste sig at være nogle af vore gode Mænd, der maatte gaa under Jorden om Vinteren. Da de saa, det var mig, blev jeg selvfølgelig ikke undersøgt, men fik at vide at der igen var blevet Ro i Odense.

Snart var jeg i Horne, og der blev gjort store Øjne, da jeg kom hjem midt under det hele. Jeg var med til Fakkeltog gennem Byen, og vi sang mange af vort Lands skønne Fællessange. Aftenen sluttede med en rigtig god gammeldags Kop stærk Kaffe ved min Broder, som er Købmand.

Næste Morgen skulde vi tidligt op. Det var søndag, og alle skulde til Kirke for ogsaa der at høre vort Budskab om Freden blive lyst.

Mandagen begyndte med straalende Sol, og den Dag skulde ikke gaa stille hen, for da vendte alle Sognets Mænd hjem fra Frøslev. Byen var klædt i sin Festdragt med Flag og Blomster. Udenfor Byen var rejst en stor Æresport, og da de meget ventede Mænd skulde holde deres Indtog, havde Faner fra alle Byens Foreninger og med Musik i Spidsen taget Opstilling, klar til at gøre sit, til at gøre Modtagelsen saa hjertelig og festlig som vel muligt.”

Generalforsamling 2020

Der afholdes generalforsamling onsdag den 11. marts 2020 kl. 19.30 i Folkemindesamlingens lokaler på Horne Skole, Skolevej 2.

Generalforsamlingen er nu afholdt. Sammensætningen af bestyrelsen kan ses under punktet “Om folkemindesamlingen” underpunkt “bestyrelse”.





EPSON MFP image

Månedens billede – Maj 2019

Dyreborg

Gamle vejrvarsler:

1. maj: Er det tørt på denne dag, varsler det en dårlig sommer

Majs kulde, gør laderne fulde.

Vejrvarsler af dyr:

Det bliver uvejr/storm, når marsvinene ivrigt springer over bølgerne.

Når gøgen flyver kukkende omkring i skov og krat, varsler det godt vejr. Det bliver dårligt vejr, når gøgen nærmer sig hus og gård. Hvis gøgen slår triller, kukker trillinge-kuk eller i det hele taget kukker meget kraftigt, varsler det regn. Et enkelt gøge-kuk varsler længerevarende tørke. Gøgen kan standse regnen, hvis den hurtigt siger kuk-kuk-kuk, når solen titter frem mellem skyerne.