Verdenskrigen 1939 – 1945 af Christoffer Hansen (Stoffer)

En sejlads på mindernes og erindringens hav

 af Christoffer Hansen (Stoffer)

Verdenskrigen 1939 – 1945 

 ———————————————–

 Efter krigens ophør i 1945 syslede jeg med tanken om at nedskrive en beretning om vore oplevelser. Det gjorde jeg i vinteren 1945-46, og den følger her, som jeg skrev den dengang:

 Da den tyske krigsmaskine i august 1939 rullede ind i Polen, tænkte vi ikke, at det skulle være optakten til en verdenskrig, der skulle vare i omtrent seks år. Men da Chamberlain den tredje september samme år erklærede, at nu var England i krig med Tyskland, forstod vi, at det var alvor. Vi husker den tredje september så tydeligt: det var en stille sensommer søndag, en af de få gode septemberdage. Vi havde inviteret gamle naboer fra Kirkeballe til at tilbringe eftermiddagen med os ved Dured’s Skanse, men stemningen og glæden ved sammenkomsten var borte med Chamberlains ord. Det blev kun til lidt dyster diskussion om, hvad vi kunne vente os, og havde vi anet lidt om det, der skulle foregå på det sted, vi var samlet og det, der skulle overgå os, var vi blevet forfærdede.

 Tiden gik, og krigstrommen for over landene, og menneskene begyndte at tænke, at det var muligt, at en ny stor tid var inde i sin begyndelse. Vi spejdede alle efter nye systemer, nye styreformer, det var jo muligt, at nazismen med in clearing, Neu Europa, eventuelt Europas forenede Stater, var det helt rigtige. Det gamle Tyskland fra 1864 var ved at forsvinde, tilmed da England i marts 1940 ikke ville forny vor handelsaftale til de priser, vi forlangte og mente var rimelige.

 Så kom den niende april. Vi vågnede ved motorlarm og kiggede forbavsede i vejret. En flyver, en til og nok en, ja en masse og lidt efter svirrer rygterne. Danmark var i den tidlige morgenstund blevet besat af tyskerne. Nyborg var taget, og der blev kæmpet i Sønderjylland, vi blev stille og forfærdede, og havde en fornemmelse, som græd vi indvendig. Så kom harmen, og vi mindedes en ikke-angrebspagt. Så fik vi gennem radioen af en næsten grædefærdig speaker den officielle meddelelse fra kongen til Danmarks befolkning:

 ”Under disse for vort fædreland så alvorlige forhold opfordrer jeg alle i by og på land til at vise en fuldt ud korrekt og værdig optræden, da enhver uoverlagt handling eller ytring kan have de alvorligste følger. ”

Meddelelsen sluttede med et: ”Gud bevare dem alle. Gud bevare Danmark!”

 Efter niende april ophørte al handel med England, og tyskerne betalte vor eksport med betydeligt bedre priser. Forholdene blev i det hele taget ikke så slemme, som vi straks tænkte os. Tyskerne bestemte alt: vor handel, presse osv., uden at vi egentlig mærkede det. Vor handelsbalance før 1939 var jo ikke så god i vor favør, nu blev det clearing, eller varer for varer. Guldet, vi før regnede for værdimåler, var tilsyneladende sat ud af spillet. Mange danskere, særlig landbrugere, gned sig i hænderne: det var vist ikke så galt med de tyskere, som vi regnede med, og de opførte sig jo også eksemplarisk, og regeringen manede til ro og orden og gik tyskernes ærinder.

I 1940 var der spredt over hele landet ca. 700 unge jøder, tyske emigranter, der med de danske myndigheders tilladelse arbejdede ved landbruget. 20 af disse unge mennesker blev tid efter andet samlet her i sognet. De kom her i forretningen, vi kom på talefod med dem og fik mangen en trist skæbne at vide, vi havde nok hørt lidt om jødeforfølgelserne, men aldrig tænkt os, det var så galt. Disse unge mennesker havde en helt anden indstilling end vore egne unge, de var faktisk blevet ældre før tiden. Baller og den slags deltog de aldrig i. Legemligt arbejde var de heller ikke så glade for, men alt andet til dygtiggørelse, læsning af gode bøger, sprog – særlig hebræisk – og diskussioner. Deres følelsesliv, hele indstilling overfor livet, var anderledes end vor. De kunne lidenskabsløst og uden hæmninger fortælle om den skæbne, der var blevet dem til del.

 En fortalte, at hans forældre havde ejet et millionforetagende, en konfektionsfabrik i Wien, hvor nazisterne tog alt fra dem og sendte dem til Auschwitz-lejren, hvor de begge kom til at arbejde på et skrædderværksted. Røde Kors brevene til lille Hienz hørte ret tidligt op. En anden, hvis forældre var havnet i jødeghettoen i Polen, hørte engang imellem fra sin mor. Faderen var ikke nævnt, så Julla regnede med, at han var død. Hun sendte en enkelt handske i et brev og i næste kom magen til. Næsten fælles var dem alle var, at de havde gået i en højere skole, og havde også fået en god, men sikkert en meget hård opdragelse. Deres tro på Gud og mennesker var ikke stor, og taknemlighed kendte de ikke meget til, de var fra små vant til at klare sig ved egen hjælp og uden andres medlidenhed. Der var to af dem, Julius Rotbain og Kurt Fleischmann, som var blevet gode venner. De var vidt forskellige. Julius var i besiddelse af en ægte prøjsermentalitet, vi var gerne i en rygende debat, så snart han var indenfor døren, han havde en vis evne til at få en diskussion sat i gang, en rastløs og kvik måde at udtale sig på, det var mange gange, han bagefter gav os noget at spekulere på. Kurt var hans store modsætning. Han var søn af en sanger og rabbiner ved en synagoge i München og havde gået på Polyteknisk Læreanstalt, til han kom til Danmark. Han var en stille, fin natur, noget af en drømmer og idealist, men trods det, han var søn af en præst, ikke meget religiøs. Vi fik faktisk hele hans fortrolighed. Han var i besiddelse af den sjældne evne, at han tit kom og indrømmede, at han havde taget forkert eller havde uret i en eller anden samtale, vi havde haft. Hans syn på danske jævnaldrende var ikke videre opløftende, og engang i en samtale om samme emne sagde vi, at han skulle prøve en vinter på en dansk højskole. Han fulgte henstillingen og skrev til forstander Rosenstand, Korinth, og bad om optagelse som elev, forklarede at han ingen understøttelse kunne få, havde en beskeden sum, han kunne betale og arbejde for resten. Rosenstand svarede, at desværre var alt optaget, men han vedlagde en check på kr. 150,-, og gav Kurt det råd at søge ind på Husmandsskolen, der var plads. Kurt var meget imponeret, men ville ikke på skole, når det ikke blev Korinth.

 Han skaffede ad illegal vej en af tyskerne forbudt bog skrevet af Peter de Hemmer Gudme: ”Fra Nebukadnezar til Hitler”, der omhandler jødernes historie, lagde checken og et brev i, og sendte det til forstanderen.

 I vinteren 1942-43 kom han og betroede os en fantastisk plan. Han og 7 kammerater havde besluttet at rejse til Palæstina. Efter tyskernes besættelse af Danmark var der mellem jøderne stor ængstelse for forfølgelse i Danmark, og de talte tit om at flygte til Sverige. Nu havde Kurt ved venners hjælp fået at vide, at inden længe skulle der afgå en maskinleverance af drejebænke til Tyrkiet pr. bane. Det var deres plan, at de ved hjælp af bestikkelse skulle lodses ind i en sådan vogn, før den blev plomberet, og så foretage den lange rejse ned gennem Tyskland. Planen var færdig i alle enkeltheder, de skulle have proviant med til tre måneder, og han havde en lang fortegnelse over det, de skulle bruge. Deres vigtigste ernæringsmiddel var havregryn blandet med list sukker, ovomaltine, ost, smør, et helt lille apotek med medicinalvarer, 2 tæpper, varme klæder, en oppakning på 35 kilo. Vi foreholdt dem det umulige i en sådan plan. Men han var urokkelig og fortalte så, at en af hans kammerater havde foretaget en lignende rejse til Tyskland og opholdt sig illegalt der i tre uger. De skulle have bor og stiksav med, så de kunne lave en lem i bunden af vognen. Han bad os være behjælpelige med at skaffe de forskellige ting, og i flere aftener pakkede vi og lagde planer. Mens vi ventede på det endelige afrejsesignal, kom der pludselig ordre fra tyskerne til alle de unge jøder om ikke at forlade Danmark. Det havde den svenske radio skylden for, den havde meddelt, at der var flygtet 8 unge tyske jøder fra Bornholm til Sverige. Kurt betragtede det som en pligt mod sine kammerater at blive.

 Alle jøderne havde anskaffet sig generalstabskort og kompas, og i nattens mulm og mørke gennemtrawlede de hver vej og skov, trænede i at sove og gemme sig i skoven, på lofter og i ubeboede sommerhuse, rejste somme tider med toget som blinde passagerer i godsvogn eller hængende under vognene, så det var ikke altid, deres principaler fast dem veloplagt til arbejdet om morgenen. Under samtaler med dem lod de altid hånt om den måde, danskerne var på overfor besættelsesmagten. Det endte altid med deres påstand, at Danmark tabte krigen sammen med Tyskland. Jeg husker særlig en dag, da Kurt glædestrålende kom og fortalte, at nu have Tyskland tabt krigen. Det var da russerne tog offensiven ved Rostov og Stalingrad. Den 29. august 1943 var en skæbnetung dag i Danmarks historie. Trods løfter overfaldt og tilintetgjorde tyskerne vort militær og erklærede landet i militær undtagelsestilstand. Det var hektiske dage for jøderne, de var nu klar over, at nu kunne det gå løs når som helst, og trods udgangsforbud om aftenen havde de meget travlt hele natten. De var fra ledelsens side blevet stillet frit med hensyn til at forlade landet, men tyskerne havde indstillet alle rejser for private. Jøderazzien kom natten til lørdag den 1. oktober. Den var fra Hitlers hovedkvarter bestemt meget snedigt, da alle jøder ifølge deres religion netop denne nat skulle opholde sig i deres hjem, og kun begrundet på, at de tyske myndigheder i Danmark ikke var stemt for jødeforfølgelse og faktisk advarede de ledende, blev det ikke så alvorligt. Kurt kom fredag aften og tog afsked med os. Hans foreløbige plan var at tage til Nyborg og under en eller anden form prøve at komme over bæltet. Det var et voveligt forsøg, da han havde fået opgivet, at flere jøder var blevet arresteret på færgen den fredag. Han ville til København og skaffe skibslejlighed til sine kammerater, så skulle de se at gemme sig et stykke tid. Han var på det tidspunkt sammen med kammerat ”Max” på Hvedholm, og de ville følges af og tage så lidt bagage med som muligt, deres tøj var Max ved at samle sammen og ville i løbet af natten sætte det ind i vor garage. Næste morgen kom flere for at sige farvel, de var meget oprevne særlig Julius. Han lagde sig grædende over bordet og sagde:” Skal vi virkelig opleve det en gang til. Jeg tager hellere mit liv end koncentrationslejr”. Vi sagde til dem, at de ikke måtte fortælle os, hvor de tog hen i tilfælde af, at tyskerne kom her og spurgte efter dem. Mandagen efter kom der et brev med rationeringsmærker: brød, smør og havregryn, og det var ikke småting.

 For at de handlende ikke skulle ane noget, købte vi brød hos alle bagerne, fik forskellige børn til at købe havregryn rundt hos købmændene, og da der kom ordre anden og tredje gang, vidste vi ikke vore levende råd. Havregryn kunne på det tidspunkt næsten ikke skaffes, jeg ringede til grosserer Nielsen, Faaborg, og bad om 10 kilo havregryn, og vi fik dem. Da faren var drevet over, sagde Nielsen til os, at han kunne regne ud, hvad de havregryn skulle bruges til, ellers havde vi ikke fået dem. Julius havde en tid tjent hos Poul Jensen, Egsmarken, og der været sammen med fodermester Anders Jacobsen og kendte ham som en retskaffen mand, vi kunne stole på, det blev ham, der hentede varerne hos os, og det blev også ham, der fortalte os, at jøderne opholdt sig i pastor Fabricius’s sommerhus på Horne Næs. I de dage var det almindeligt samtalestof, hvor mon de unge jøder var blevet af. Jens Jakobsen kom en af de dage ind i forretningen og for at prøve, om Jens havde opdaget noget, bragte jeg spørgsmålet på bane, men Jens røbede sig ikke med en mine. Først senere fortalte han, at han mente at have set noget pusle ved huset og gik derover, da han havde opsyn med det, låsede bagdøren op og så ind i 17 forskræmte ansigter! Han beroligede dem og spurgte, om de manglede noget. Julius har senere under et besøg fra Sverige fortalt mig, at hvis de ikke havde kendt Jens som en mand, de kunne stole på, havde de slået ham ihjel.

Som dagene gik, blev de bange for, at deres opholdssted skulle blive røbet, og en nat prøvede de på at skaffe sig forbindelse med omverdenen, bl.a. med pastor Andersen, Vester Aaby, og natten mellem torsdag og fredag blev de afhentet af lægebiler fra Odense. Da de først have fået forbindelse med de rette mennesker, var det ikke så vanskeligt af komme videre, selv tyskerne var næsten villige til at hjælpe. Om Kurt og Max kan fortælles, at de tog som bestemt med toget til Nyborg, og ved en velvillig færgekaptajns hjælp blev de smuglet ombord i en godsfærge og nåede velbeholdne København. Julius har senere fortalt, at da de kom til København, blev de samlet på Bispebjerg Hospital, og da natten var bestemt, de skulle føres over sundet, blev de i lægebiler ført til Frihavnen; undervejs skiftede de biler flere gange. De blev samlet i et skur for senere at blive ført om bord i en båd og gemt i lastrummet. Før de sejlede havde de en slem forskrækkelse. Tyskerne kom om bord, men ved hjælp af bestikkelse forsvandt de omgående.

 En af de unge jøder var ikke nået at komme med på Næsset. Han havde fået parolen og var lørdag nat derude, men kunne ikke finde huset. Han var på det tidspunkt hos Hans Knudsen, Saugsted. Han tog tilbage igen og gemte sig i et sommerhus ved Bjerne Krogen, og da der var gået en uges tid, kom han her. Hans havde fået forbindelse gennem overlæge Christensen, Faaborg, og skulle rejse dagen efter. Dermed forsvandt jøderne ud af vor tilværelse; Vi var en oplevelse rigere, men nogle pragtfulde venner fattigere.

Angående tøjet, der var gemt i vor garage, kan jeg fortælle, at en måneds tid efter jødernes flugt kom en af deres værter i forretningen, og han fortalte, at en fru Rasmussen, Fruens Bøge, havde været rundt på stederne og samlet deres tøj sammen, men der var de to, der havde været på Hvedholm, deres tøj kunne hun ikke finde. Det kunne vi godt forstå og omgående ringede jeg til hende og satte hende lidt forsigtigt ind i sagen. Hun svarede, at jeg kunne tale ganske frit, hun havde kompetente personers ord for, at der ikke skete noget, hun fortalte åbent om jødernes flugt, og hun havde fået lov til at sende 20 kilo tøj til hver i Sverige; gennem hende fik jeg at vide, at også den sidste, der rejste fra Horne, vel ankommet over sundet.

I de første besættelsesår, men der endnu var nogenlunde talefrihed, rejste adskillige kloge, dygtige, forudseende mænd rundt og holdt foredrag. Mænd som professor Hvidberg, professor Thomsen, redaktør og forfatter Peter de Hemmer Gudme, holdt ildnende taler og gjorde deres til, at vi fik de første rigtige modstandsfolk, vi stiftede bekendtskab med. Vi havde læst nogle af Peter de Hemmer Gudmes bøger, og da vi hørte, han kom til Diernæs, tog vi derop for at høre ham. Hans foredrag gjorde et dybt indtryk på os; han malede fremtiden så sort for os, at vi næsten ikke kunne tro det. Han forudsagde begivenheder, som ville ske, og det mærkelige var, at hvad han forudsagde, skete. Kun med hensyn til krigens varighed, tog han forkert, efter hans mening skulle den have holdt op et år før. Vi hørte ham to gange senere, det var manende ord han talte. Han var i sandhed en af Danmarks gode sønner. Hvis han og hans lige ikke havde været, hvordan havde Danmarks skæbne så været i dag? Han blev engang arresteret af gestapo, men nåede at komme ud igen, gik så under jorden, men under en tilfældig razzia engang i 1944 arresteret igen, og da han blev ført op ad en trappe i Shellhuset, sled han sig løs fra sine vogtere, sprang over gelænderet, styrtede ned og slog sig ihjel. Hans kendte gestapos metoder, var klar over, at han muligvis under tortur ville udsætte andres liv for fare, derfor valgte han at tage sit eget. Vi hørte meddelelsen over engelsk radio en tidlig morgenstund, og min kone og jeg blev dybt grebne. Hvor mange af Danmarks gode mænd skulle det gå sådan?

Mit triste humør blev faktisk jaget bort et kvarter senere, da jeg kom i samtale med to mænd, til hvem jeg fortalte, hvad jeg lige havde hørt, den ene udbrød straks: ”Var det ham, tyskerne tog på Lyø?” Der var nemlig nogle få dage før arresteret en sabotør, der levede under jorden på Lyø. Sørgeligt var det, når folks horisont i de tider, vi havde, ikke strakte sig længere end til Lyø.

Tyskerne havde som bekendt beslaglagt vort lille sommerhus ”Dured Skanse”. En dag i vinteren 44/45 kom en af de tyske soldater fra marinestationen med ordre fra obermatten, at jeg inden tre dage skulle fjerne sommerhuset mod en passende erstatning. Jeg spurgte, hvad der skete, hvis jeg nægtede det. ”Så fjerner soldaterne det, og De får ingen erstatning!” Jeg var ikke så glad for noget af det, men en ordre var en ordre, og soldaten skulle have besked med tilbage. Jeg måtte love at komme dagen efter. Jeg var ikke glad for det. Helt at miste huset var jo ærgerligt, og få både hus og erstatning var heller ikke godt. Jeg var bange for folks mening i den sag. Så gik jeg til kommunekontoret og talte med Gunni Rud og Jens Holm. Vi ringede til Svendborg Amtstue og talte med kontorchef Glente, han rådede mig som aftalt at gå derned næste dag, men jeg skulle stille som betingelse: en skriftlig erklæring om husets fjernelse og erstatningens størrelse. Da jeg kom hjem for at aflægge rapport, stoppede min kone mig i farten og sagde, at soldaten havde været der og bedt undskylde, det var ikke vort hus, der skulle væk.

Jeg har aldrig direkte været tilsluttet modstandsbevægelsen, min andel har kun været nogle småtjenester nu og da; men jeg vidste besked på det meste, der foregik. En aften først i februar 1945 kom Gunni Rud og bad mig tage med på en natlig ekspedition. De havde fået en hilsen fra ”Torben”, det betød, at der kom en våbensending til en senere angivet plads. Spændingen og eventyret virkede, og jeg fik min kones tilladelse. Jeg fik ordre til at være ved Peder Clausens gård i Møllegyden kl. halv ni. Der mødtes jeg med Gunni Rud, Jens Jakobsen, Johs. Jakobsen og Viggo Andersen. Lidt senere kom en bil, Rud gik hen til den og fik besked; vi skulle til Brændegaard sø. Vi fik et feltråb og startede med det samme. Vi skulle så vidt muligt undgå landeveje og heller ikke følges ad alle sammen. Det var efter årstiden ret godt vejr, men bælgravende mørkt. Når vi kom til skoven, skulle vi slukke lygterne, og før vi næsten vidste af det, var vi midt iblandt en masse mennesker, der førte al samtale hviskende, alle meget alvorlige. Nogle stod og samlede maskinpistoler ved en mørkelagt lommelygtes lys, de ledende gik rundt og uddelte dæmpede ordrer.

Efter at vagterne med maskinpistolerne var på plads, blev vi andre dirigeret til et sted ca. et par hundrede mester borte, lige ved Brændegaard Sø, hvor der lå et lille hus eller skur. På marken nord for søen skulle flyverne efter bestemmelsen kaste beholderne med våben. At tale, ryge og bruge lommelygter var strengt forbudt, men til trods for at vi stod der i 3 til 4 timer, var der ikke en, der overtrådte forbuddet. Der var en egen stemning og spænding over dette natlige eventyr, der ville kulminere ved flyvemaskinens ankomst. Vi kunne vente den mellem kl. 23 og kl. 1. Vi ventede til ca. 2.30, men der kom ingen flyver. Senere fik vi at vide, at der den nat var 7 maskiner med våben til forskellige pladser, men at den maskine til vor plads var forulykket.

 Den 17. februar 1945 kom gestapo fra Odense i stor udrykning til Horne med arrestordre på Gunni Rud og smed Chr. Nielsen. De traf ingen af d’herrer, men tog i stedet kommunekasserer Jens Holm. Jeg hørte det næste morgen og tog straks over til snedker Chr. Jørgensen. Der var samlet en del: Johs. Greve, Valdemar Lund, Johs. Pedersen. Gunni Rud var selvfølgelig omgående gået under jorden. Vi kunne ikke rigtig forstå det, der var sket. Hvis det var modstandsbevægelsen i Horne, gestapo var ude efter, hvorfor havde de så arrestordre på smeden, han var på det tidspunkt ikke med. Han var vagtværnschef, og vi var enige om, at det måtte være grunden. En fortalte, at en sognerådsformand et eller andet sted var arresteret af tyskerne, og Jens Holm, ja, ham havde de vel taget for dog at have en fangst med hjem, sådan ræsonnerede vi, og dermed slog vi os til ro, men vi skulle snart blive klogere.

 Onsdag den 21. februar kom to mænd til Horne, de var begge midt i tyverne, havde ikke anden bagage med end en taske, som den mindste bar i en rem over skulderen. De forsøgte at få natlogi forskellige steder, men blev afvist. De kom også ind til købmand Johs. Bild, og der fremviste de politiskilte og fortalte, at de var betjente og kom fra Gelsted, hvor der dagen før havde været razzia. Gestapo havde skudt forstander Steffensen på Gelsted Ungdomshjem og arresteret gæstgiveren på Gelsted Kro. De opholdt sig vistnok det meste af natten i snedker N.P. Larsen’s lysthus; om morgenen søgte de hen på Afholdscafeen. Fru hovmester Larsen, der boede overfor købmand Bild, havde af fru Bild fået alt dette at vide, og hun kom tidligt om morgenen og fortalte os det passerede.

 Hvis de to fyre var rigtige nok, skulle de hjælpes, og jeg ringede til maler H.P. Hansen. Han kom op på formiddagen og satte sig i forbindelse med snedker Jørgensen og Johs. Greve, der dog mente, det kunne være farligt at røre ved. Da han senere kom her igen, kom han i tanke om, at han kunne få overbetjent Gunnar Larsen fra Faaborg til at komme her, og på opfordring kom overbetjenten omgående. Han mente, at det bedste var, at gå hen på cafeen og holde dem op og visitere dem, men så kom han i tanke om, at han kunne gå derhen og købe en kop kaffe og se de to fyre an. Det var imidlertid blevet over middag. Maleren og vi ventede i spænding. Efter at overbetjenten havde talt med de to herrer, var han kommet til det resultat, at de var ægte nok, og for at tale mere ugenert tager han dem med herhen, hvor de og maleren kom ind i vor lille stue. Jeg opholdt mig på værkstedet. Hans Peter kom engang imellem ud til mig og fortalte, at de kunne legitimere sig ved at fortælle ting, som kun overbetjent Larsen og ”Richard” alias Toftager Hansen, bylederen i Faaborg, vidste. De to herrer fortalte, at de var kommet til Gelsted for at få en ordre hos kromanden der, derfra skulle de tage til Horne og sætte sig i forbindelse med modstandsbevægelsen. Det drejede sig om nogle svenske våben, der skulle videre med skib til Faaborg havn, og som skulle bringes videre af en vognmand Harry Andersen. Grundet på gestapos arrestation af kromanden i Gelsted havde de ikke fået den endelige besked. Dette med de svenske våben var rigtigt nok, men på hele Sydfyn var det kun overbetjenten og ”Richard” , der vidste det, og de havde fået parolen at afvente nærmere ordre. Alt tydede på, at det var disse to mænd, der skulle have bragt denne ordre. Under samtalen viste det sig, at de og overbetjenten havde flere fælles bekendte indenfor politiet, og at de havde hørt, vi havde en læge her, vi skulle tage os i agt for. H.P. Hansen ringede forskellige steder hen for at komme i forbindelse med ”Richard”, men kunne ikke finde ham. Han satte sig da i forbindelse med folk, der vidste, at der havde været tyskere i Gelsted, og at der sket netop, hvad de to herrer fortalte. Efter at de alle havde fået kaffe, fik de. Aftalen blev, at de to herrer skulle opholde sig på cafeen, til det blev mørkt, så skulle de blive hentet i bil til Faaborg. Jeg havde ikke, mens de var her, været i stue med dem, men kun passeret dem, da Gunnar Larsen kom med dem, de så da meget undersøgende på mig. Vi spiste til aften som sædvanlig ved sekstiden, og da jeg ved ca. halvsyvtiden står i køkkenet og tager et eksemplar ud af en pakke illegale blade, som maleren var kommet med, bankede det på døren. Jeg satte i en fart pakken ned ved siden af køkkenskabet.  Så var det den ene af de to mænd, der stod udenfor og spurgte, om det var her cigarhandleren boede, og om det var mig, og så spurgte han mig, om jeg vidste, hvorfor maleren ikke kom og hentede dem. Jeg svarede, at det kendte jeg ikke noget til. Ti minutter efter at han var gået, kom snedker Jørgensen og ville høre, hvordan det gik. Jeg fortalte ham det hele og sagde, at jeg ville hen på centralen og ringe til Hans Peter, og så gik vi begge ud af fordøren, låsede og tog nøglen med. Mens snedkeren ventede udenfor, gik jeg ind og ringede til Hans Peter. Han fortalte, at han havde haft forbindelse med ”Richard”, og det så ud til, at de to herrer var rigtige nok; de stod lige og skulle op at hente dem. Til trods for at det var den 22. februar, var det temmelig lyst, da jeg kom ud fra centralen. Snedkeren stod der og ventede og ville vide, hvad Hans Peter havde sagt. Pludselig ser vi fire mand stå henne på min trappesten, vi kunne tydeligt skelne dem mod den klare nattehimmel. Det var det, som vi anede noget galt. Vi forsøgte at komme ind gennem Martine Madsens forgård, men der var låset. Vi gik ud på landevejen igen, og to af de fire kom hen imod os. Vi slentrede hen imod korsvejen, og der fik vi vished for vore anelser. Ved bryggeriet stod en soldat i uniform og sigtede efter Bilds privatindgang, og i lyset fra den oplukkede gangdør så vi flere mænd med maskinpistoler i skudstilling. Ved Glasdam stod der flere store biler, så vi drejede instinktmæssig ind ad mejerivejen. De to, der var fulgt efter os, var på det tidspunkt lige bag os, og pludselig lød der raslen af en maskinpistol, der blev samlet og en skarp ordre: ”Hænderne op, det er tysk sikkerhedspoliti, der bliver skudt ved mindste bevægelse – fortsæt!” Snedkeren og jeg fortsatte. Det næste, der blev sagt nærmest henvendt til snedkeren, var: ”Vis os, hvor cigarhandleren bor”. Snedkeren svarede roligt, at han ikke var så godt kendt på denne vej. Da vi nåede min havelåge, gik vi forbi, men ikke mere end tre – fire skridt, så lød det: ” Holdt! Det er her, march op af havegangen”. Da optoget standsede ved min bagdør, gav den ene af mændene mig håndjern på (de havde åbenbart kun dette ene sæt), mens den anden buldrede på døren.. Min kone lukkede op og så forfærdet snedkeren stå med hænderne i vejret og mig i en underlig stilling med hænderne på ryggen og med skudklare maskinpistoler de to fremmede, som hun genkendte som dem, der havde været der om eftermiddagen. Den ene spurgte i en bøs tone min kone: ” Er cigarhandleren hjemme?” Hun svarede: ” Nej, han er gået for lidt siden.” Snedkeren og jeg blev så sat ind i stuen, og de spurgte stadig efter cigarhandleren, og pludselig peger den ene på mig og siger: ” De er jo cigarhandleren”. Jeg var klare over, at det ikke kunne nytte at nægte, så jeg svarede: ”Ja, det er mig”. Da jeg selv gik rundt med gadedørsnøglen, blev jeg klar over, at de havde dirket gadedøren op, for pludselig vrimlede det med gestapofolk, og mens en ældre, overordnet men meget flink tysker passede på os, blev huset endevendt fra kælder til loft, og selve Birkedal-Hansen (det blev vi senere klar over) spurgte mig flere gange, om der var nogen våben i huset, og hvor vi gemte dem osv. Gamle Martine Madsen kom som sædvanlig med avisen, og trods hendes protester (hun skulle til møde i forsamlingshuset) blev hun sat ind til os andre. Johs. Greve, der tidligere på dagen havde hørt om de to betjente, kom intetanende ind ad bagdøren, blev straks holdt op og sat ind til os. På spørgsmålet om, hvad han skulle, svarede han, at han ville købe cigaretter. Snedkerens søn kom også og blev beordret ind til os. Som kom Birkedal-Hansen endnu en gang og spurgte arrigt, om vi ikke havde våben i huset. Da jeg svarede benægtende, holdt han en ældre 9 mm salonbøsse frem (de havde fundet den oppe på et loftsværelse) og sagde: ” Hvad kalder de da dette?”. Jeg svarede i en ironisk tone:” Åh, det gamle lig!”, hvortil jeg fik et dundrende: ” Hold kæft!” Bøssen satte han ved siden af komfuret, og der stod den, da min kone kom hjem.

 Jeg sad hele tiden meget ubekvemt, da jeg havde hænderne lænket sammen på ryggen, jeg kunne ikke røre mig, uden håndjernene skar i håndleddene. Det havde den flinke tysker bemærket, for pludselig gav han tegn til, at jeg skulle rejse mig, og så skiftede han dem, så jeg fik dem foran. Pludselig lød der maskinpistolsalver ude på vejen. Senere fik vi at vide, at det var Svend Jensen, som kom kørende fra Nørreballe med postbud Henrik B. Larsen og hustru. Da de drejede op på landevejen, råbte tyskerne:” Halt!”, og da Svend ikke reagerede øjeblikkeligt, skød de efter bilen. Det var et under, at ingen af dem blev ramt, da flere kugler gik gennem bilen. Den blev kørt ind til siden, og Svend og hans passagerer blev ført ind til købmand Bild, hvor der efterhånden var samlet en del mennesker, som tyskerne fandt mistænkelige. De spurgte posten, hvorhen han skulle, og efter det han havde været udsat for, svarede han, at de skulle hjem, og da postens kone ikke gik så godt, kørte en tysker dem hjem.

Lige efter at jeg i telefonen havde talt med maleren, var han blevet ringet op af cykelhandler Alfred Ladefoged, Odensevej, som fortalte ham, at der var benzindrevne biler med A-skilte på vej til Horne. Hans satte sig med samme på cyklen og kørte til Horne, hvor han slap gennem tyskernes afspærring og kom om til Mejerivejen; der blev han klar over, at han kom for sent til at advare os. Hans slap hjem igen, fik advaret en del mennesker og rejste med kone og barn og gamle forældre ud af sit hjem, som han ikke skulle gense mere.

 Da tyskerne havde rumsteret i huset i ca. 3 timer, fik vi ordre til at gøre os klar til at følge med, og med Birkedal-Hansen i hælene gik jeg op i soveværelset for at tage noget tøj på. Idet jeg tænder lyset, ser jeg, at vinduet står åbent og gardinet ikke rullet ned, og jeg går rask hen for at lukke, et rasende ”Holdt” og raslen af pistolen får mig til at dreje rundt, og det går op for mig, at han troede, jeg ville springe ud af vinduet. Jeg svarede: ” Bare rolig, vi skal have mørkelagt”, hvilket fik ham til at hvæse et ”Hold kæft”. Snedkeren var gået over til os uden overtøj og med træsko, han fik min stortrøje og gummistøvler på, og omsider var vi klar til at tage af sted. Snedkeren, Johs. Greve og jeg blev lænket sammen med håndjernene, og det sidste jeg så i huset, var at pakken med de illegale blade stod i krogen ved køkkenskabet, det lettede svært på mig. De, der blev tilbage, fik ordre til at blive den første time. Vi 3 sammenlænkede blev sat ind på det bageste sæde i en bil henne ved korsvejen, på sædet foran sad min kone, en dansk gestapo holdt vagt, vi måtte ikke tale sammen. Da vi havde siddet lidt, kom en og spurgte, hvad det var for bildæk, der stod i et gæsteværelse. Jeg svarede, at det hørte til bilen, der stod i garagen og måtte så forklare, hvor den var. Vi fandt det mærkeligt, at de havde undersøgt huset i 3 timer og hverken fundet pakken med bladene eller garagen. Tyskerne havde tvunget fru Bild til at vise, hvor vognmand Harry Andersen boede, og da de lidt efter kom kørende med hans lastbil, fik vi tre sammenlænkede ordre til at kravle op på ladet, det var meget besværligt og fremkaldte adskillige smertensudbrud fra os. Købmand Bild kom også derop. Bilen var ca. halvt læsset med generatorbrænde og to store tromler med illegal benzin. Vi lagde os ned i brændet og prøvede på at gøre os det så bekvemt som muligt. Der lå heldigvis en gammel presenning, vi fik trukket over os. En gestapo med maskinpistol sad på en sæk i det ene hjørne. Ved ca. 11-tiden forlod vi Horne, og mens vi lå og funderede over den triste skæbne, der var blevet os til del, prøvede vi, når bilen lavede størst spektakel, at føre en hviskende samtale, som dog ikke førte til større resultat, da vi ikke vidste, hvad tyskerne ville spørge os om. Johs. Greve havde i sin pengepung en seddel med en del telefonnumre, som han skulle ringe til i tilfælde af ”hilsen fra Torben”, da han kun havde venstre hånd fri, var det noget af et kunststykke at få pungen op af lommen, få den åbnet og få papiret frem og revet nogenlunde i stykker, før det blev kastet over bord, der gik sikkert også nogle pengesedler med i købet.

Ved Brobyværk havde tyskerne mas med lastbilen, og efter mange forsøg opgav de gassen og prøvede af fylde benzin på tanken, men det kunne de heller ikke få til at virke. Så blev droskebilen som tyskerne havde tvunget Svend Jensen til at føre, spændt for, med den kørte de tre koner, Anna Bild, Ellen Andersen og min kone samt et par tyskere, men det varede ikke så længe, så kunne det heller ikke gå. Så blev personbilen spændt fra og fortsatte alene. Lige hvor vi holdt, lå et hus, og tyskerne buldrede på døren og sagde på dansk:” Det er tysk sikkerhedspoliti, vi vil låne telefonen”. Efter en tids forløb kom en tysker med salatfadet inde fra Husmandsskolen, det blev spændt for, men rebet kunne ikke holde, det sprang mange gange, inden vi nåede bestemmelsesstedet, og tyskerne bandede, og vi grinte indvendig. Klokken var ca. 11, da vi kørte fra Horne, og vi var ikke på skolen før ved fem-tiden. Efter årstiden var vejret fint, men alligevel var vi forkomne og forfrosne. Da vi blev beordret af bilen, trængte vi meget hårdt til at lade vandet, og det fik vi allenådigst lov til, mens de så til. Da det i vor forfrosne tilstand varede for længe, fik den af os, der stod nærmest, et ordentligt nakkedrag med råb om at blive færdig.

Så blev vi ført ind på et stort kontor, hvor en søvnig tysker rejste sig fuldt påklædt fra en feltseng. Vore lommer blev grundigt undersøgt og enkelte ting beholdt de; derpå blev vi ført nedenunder til cellerne, de var indrettet i kælderen, i skolekøkkenet, der var seks. De var 6 alen lange, 46 tommer brede, der var temmelig højt til loftet, og et lille vindue øverst oppe 18 tommer i kvadrat. En briks med madras. Den celle, hvor vi blev ført ind, var beboet af 2 mand, som rejste sig for at give plads til os fire. To taburetter blev sat ind til os, hvorefter lyset blev slukket.

Da tyskerne havde fjernet sig, spurgte den ene af mændene: ”Hvor er I fra?” Men med de erfaringer, vi havde gjort, var vi blevet meget forsigtige overfor fremmede, så vi svarede ikke. ” Nå I vil ikke snakke, det gør heller ikke noget, når I bare kan give en smøg”. Det kunne vi heller ikke, for på kontoret havde de taget det fra os. Vi turde heller ikke tale sammen, så der blev ikke mælet et ord, før der begyndte at blive uro omkring os, og en kop sort lunken kaffe uden fløde og sukker samt et stykke rugbrød på 2 cm tykkelse med en antydning af marmelade på blev rakt ind til hver af os. Vi spiste om end ikke med god appetit, så ud fra den overbevisning, at det skulle ned, vi vidste ikke, hvad vi kunne komme ud for. De to mænd blev kaldt ud straks til morgen, så kunne vi hviskende tale sammen. Ved middagstid blev to skåle og to skeer sat ind til o. Indholdet skulle vel nok kaldes suppe, men det var kun vand med kålblade i, også det gled ned, og vi skiftede med skeerne, så godt vi kunne. Så blev der kaldt: ”Jørgensen Christian”, og han var borte et par timer. Da han kom igen, tog de Johs. Greve med. Snedkeren var meget deprimeret, forslået af knytnæver og gummiknippel. Jeg spurgte lidt, og han kunne næsten ikke svare. Jeg forstod dog så meget, at det var de engelske våben, tyskerne var ude efter. Snedkeren blev et øjeblik efterkaldt op igen, også var Bild og jeg ene. Det sker, at man læser om mennesker, der bliver gråhårede på en nat. De to timer, jeg sad og ventede på at få prygl, er de værste, jeg har gennemlevet!

Omsider blev det min tur. Jeg blev ført ovenpå og kom ind i et elevværelse, der var omdannet til forhørslokale. Op mod vinduet var anbragt et stort skrivebord, bag dette tronede en tysker parat med en skrivemaskine, jeg fik ordre til at stå ret i et hjørne af værelset. En dansk tolk begyndte efter ordre fra tyskerne at spørge om navn, fødselsdato, indkomst, formueforhold, politisk indstilling osv. Havde jeg været nervøs i ventetiden, var det nu fuldstændig gået af mig. Da jeg fra snedkeren og Greve vidste, at det var våbennedkastningerne, det drejede sig om, havde jeg bestemt mig til, hvis det blev nødvendigt, at fortælle om den aften, jeg havde været med ude, men hvor maskinen udeblev, det mente jeg, var til mindst skade for mig og andre. Jeg var klar over, at det ikke kunne nytte noget at nægte alt, efter at de to stikkere havde været i mit hjem. På forespørgsel fortalte jeg dette, og slap efter min egen mening godt fra det. Efter at jeg selv mente, at nu måtte være færdig, stiller tolken mig pludselig spørgsmålet:” Kender De Richard?” Jeg svarede: ” Nej”. ”Har De aldrig hørt navnet i illegal forbindelse?” ”Jo, det forekom mig, at maler H.P. Hansen i går talte om, at han ville ringe til Richard”. Så pludselig råber han og peger på mig:” De er jo Richard, mand!”, og da jeg nægter og ikke vil tage øjnene til mig for hans stirrende blik, falder en sand byge af knytnæveslag over mig, mens han råber, om jeg endnu ikke vil tilstå, at jeg er Richard. Da jeg stadig hævder, at jeg er den, jeg udgiver mig for, griber han en gummiknippel og slår løs på mig med den. De to bødler førte mig så i halvt sanseløs tilstand ind i et vaskerum, hvor jeg fik ordre til at vaske blodet af ansigt og tøj; mens jeg stod der, kneb det vist for mig at holde balancen, for danskeren sagde ironisk:” Er De fuld? Her får De sgu ikke noget at blive fuld af!” Så blev jeg ført ned igen. Svend Jensen har senere fortalt, at han mødte mig på trappen, og at jeg strittede så mærkeligt med fingrene. Jeg havde ikke set ham. På døren ved siden af den celle, hvor vi sad, var anbragt en seddel, hvorpå der stod på tysk: Enecelle – ingen forplejning. Der blev jeg nu ført ind. Hvorfor jeg ikke mere måtte komme ind til mine kammerater, forstår hverken de eller jeg. I døren fik jeg på tysk en skarp ordre om ikke at tale. På cellens briks lå en mand med håndjern på, og kun øjnene i det blege ansigt røbede liv. Jeg gik hen til ham og sagde dæmpet: ” Hvem er du?” Det var så mærkeligt, at mennesker, vi aldrig før havde set, faldt det så ganske naturligt at tiltale med ”du”. Han rystede bare lidt på hovedet, og på mit: ” Åh, hvad, der er da ingen, der kan høre os”, hviskede han:” Der blev sagt, at vi ikke måtte tale sammen”. Senere blev jeg klar over, at han ligesom vi andre, var bange for fremmede. Trods pryglene, jeg havde fået, var jeg næsten i godt humør, jeg følte, at jeg var sluppet godt fra forhøret, og lidt efter lidt fik jeg manden til at snakke. Jeg fik næsten et chok, da han fortalte, at han var gæstgiver Vedel fra Gelsted. Denne mand, som skæbnen her førte mig sammen med, skulle blive en af mine bedste kammerater i tiden indtil 5. maj. På mit spørgsmål, om han ikke fik mad, svarede han, at han ikke havde fået vådt eller tørt i 3 døgn, og det kunne også være lige meget, for han skulle skydes. Da glemte jeg næsten mine egne besværligheder for hans, prøvede at sætte lidt humør i ham, og da den lille tykke fangevogter senere rakte det tykke stykke rugbrød og den uhyggelige kop kaffe ind til mig, sagde jeg stædigt: ” Kammeraten Brot”, og han stirrede på mig og brummede et eller andet, jeg gentog det samme og pegede på kromanden, og minsandten kom der et stykke brød og kaffe, og tårerne løn ned ad kinderne på min nye ven. Jeg fik se, at mennesket kan komme så langt ud, at det kan græde af taknemlighed for et stykke brød, som en hund knap gider æde.

Mine tanker kredsede meget om konerne, hvordan mon de havde det? Havde tyskerne slået dem også? Hver gang celledøren var gået op, havde jeg stået parat, om jeg kunne få et glimt af dem at se, men det lykkedes ikke. Foran cellerne var der en lang gang med et toilet for enden, der fik vi lov at komme tre gange om dagen. Første gang, jeg var dernede, hostede jeg, men jeg fik, og min kone var straks klar over, at det gjaldt hende, hun hostede igen indenfor celledøren. Det var den eneste forbindelse, vi havde, mens vi var samen der.

Næsten før vi var færdige med at spise, blev lyset slukket. Vi havde talt om, at der kom nok en madras til mig at ligge på. Der kom kun et tæppe, og det var så beskidt, at det trodser enhver beskrivelse, det var fuldt af støv og pletter lige fra blod til alt mulig andet. Vi måtte prøve, om vi kunne ligge på den smalle briks. Der var ikke tale om at klæde os af, nej, vi tog overfrakkerne på og tæppet om benene. Vi blev enige om at ligge modsat af hinanden, jeg inderst på siden og kromanden yderst på ryggen, han kunne slet ikke tåle at ligge på anden måde. Jeg fik mine galocher under hovedet. På den måde skulle vi få natten til at gå. Jeg var så usigelig træt både åndeligt og legemligt, vi havde ikke fået et minuts søvn den foregående nat, så jeg sov vist med det samme. Vi havde sovet lidt, da der pludselig blev tændt lys i cellen og den mand, der havde slået mig, og to andre kom hen og stod og så på mig. Kromanden, der forstod lidt tysk, opfattede en bemærkning fra dem:” Han klarer den nok!”

Ud på natten vågnede jeg ved, at galocherne gled på gulvet, og ved den hurtige bevægelse med mit dårlige hoved drejede det hele rundt for mig. Jeg kom omsider på benene, men på grund af smerterne i hovedet og den ubekvemme stilling, jeg havde ligget i, var det forbi med at sove mere den nat. En gang imellem bankede jeg væggen ind til mine kammerater, og de bankede omgående igen, så de sov heller ikke. Omsider fik dog den tolv timer lange nat ende, og det blev lørdag morgen. Vi fik vor kaffe og humpel rugbrød, også kromanden.

Efter de to sidste bevægede døgn blev det en stille dag, og der blev tid til lidt betragtninger. På væggene i den lille hvidkalkede celle var skrevet eller ridset mangt et hjertesuk. Det var dødens alvor, der fra små, næsten ulæselige fyndord talte til os: – ” Ovenover skyerne er himlen altid blå” – ” Ingen kender dagen, før solen går ned” – ”Kæmp for alt, hvad du har kært, dø om så det gælder”. ” End er der en gud foroven, der råder for Danmarks sag” osv. Der var datoer med streger bagefter, hvor andre fanger havde prøvet på at holde rede på dagene. Det så ud til, at der var dem, der havde været her op til en måned. Hvilke lidelser og savn disse mennesker havde gennemgået i dette lille uhyggelige rum uden varme og med et koldt, halvfugtigt cementgulv!

 Hen under aften kom jeg igen i forhør, men med en anden tolk, en fanatisk men ellers flink ung mand. Det formede sig som det første, dog blev jeg ikke sigtet for at være Richard. Jeg husker, han sagde til mig, at jeg kom sikkert til at sidde i fængsel, til krigen var forbi, og det kunne godt efter hans mening vare ti eller femten år. Jeg havde en anden mening, men den beholdt jeg for mig selv. Da det var forbi, fik jeg forhøret til underskrift.

Der havde det meste af dagen været forholdsvis stille ude på gangen, men hen på aftenen blev der igen røre, og gennem den lukkede dør opfattede jeg enkelte navne: Jens Jakobsen, Søren Glasdam, Ernst Jensen. Hvad skulle dog dette betyde? Ville de slæbe det halve Horne herud?

 Da vi den aften skulle gøre klar til natten, blev vi enige om, at vi skulle skiftes til at sove. Medens den ene af os sov, sad den anden ved benenden på briksen, og hvor mærkeligt det lyder, kunne jeg sidde der og sove. Ud på natten vågnede jeg ved, at kromanden lå og snakkede, og pludselig blev jeg klar over, at det var i vildelse. Jeg talte beroligende til ham, og jeg kunne forstå, han sagde, han var meget syg. Jeg kunne mærke, han blev dårligere, og han blev ved at gentage:” Kunne jeg bare dø!” Jeg følte mig så ubehjælpsom, men så kom jeg i tanke om, at der henne ved døren sad en knap til et ringeapparat. Jeg fandt den og trykkede til, ventede nogle minutter og trykkede igen; en rasende banken med en støvle oppe ovenpå var svaret. Tredje gang lod jeg fingeren hvile temmelig længe på knappen, hvorpå en taburet eller noget lignende blev hamret i loftet over cellerne en fem-seks gange. Så gav jeg op, sagde til kromanden, at han skulle tage sig sammen, for der kom ingen hjælp. Omsider gik natten, og da fangevogteren kom, sagde jeg til ham:” Kammeraten krank”, det vidste jeg tilfældig betød ”syg” på tysk. Lidt senere kom en tysk læge, og han og kromanden blev enige om, at det var maven, det var galt med. Da kromanden ikke havde fået mad i tre døgn og så pludselig fik det tørre rugbrød, sagde maven stop. Der kom lidt efter en halv liter mælk i en flaske, og skønt den lugtede forfærdeligt, fik Vedel den ned lidt efter lidt. Hen under aften begyndte den at virke, og han skulle på wc. Det var lettere sagt end gjort, da han stadig fik med håndjern på, og håndleddene var så hævede, at jernene skar ind i kødet. Jeg måtte knappe han bukser ned og næsten sætte ham på kummen, da han på grund af mishandlingerne ikke kunne foretage denne siddebevægelse. Under denne forestilling kom en af danske ss’ere og betragtede os. Jeg spurgte ham, hvorfor denne mand skulle blive ved med at gå med håndjern, og jeg fortalte ham, at jeg var bange for, at Vedel ikke kunne holde til alt det, og at han var så syg sidste nat, at jeg troede, han døde. Jeg fik samtidig at vide hos ham, at vore koner var kommet til Albaniarresten, og at forholdene der var meget bedre, og at de sikkert kom hjem en af dagene. Lidt efter at Vedel og jeg var kommet tilbage til cellen, kom ss’eren fra før ifølge med en anden. De diskuterede håndjernene, de havde ingen bemyndigelse til at fjerne dem, og ingen af dem ville tage ansvaret, men omsider var der alligevel en af dem, der låsede dem op og gik med dem. Fangevogteren kom med en møgbeskidt natpotte, satte den indenfor døren, og så blev lyset slukket, og vi gik atter en trist nat i møde.

Næste dag havde Vedel det lidt bedre, men medens han gik sine syv skridt traveture i cellen, holdt han endnu hænderne i samme stilling, som da han havde håndjern på! Vi var stadig ene i cellen, og lidt efter lidt fik jeg hans historie: Han var under en aktion i Gelsted blevet arresteret på sin gæstgivergård og havde der fået sine første bank. Han blev tvunget til at vise vej til Gelsted Ungdomshjem. Da gestapo omringede dette, sprang forstander Steffensen ud af et vindue. Tyskerne skød og ramte ham livsfarligt; i flyvende fart blev han først til Husmandsskolen, fik blodoverføring, men døde alligevel i løbet af et par timer. Havde Gestapo fået denne mand rigtig under behandling, var hele modstandsbevægelsen på Nordfyn blevet trevlet op. Men hvor meget de havde nået at få at vide af Steffensen, inden han døde, det var for kromanden det brændende spørgsmål. Han havde været i forhør hele 3 dage i træk, og der var næppe et sted på hans krop, hvor der ikke var mærker af slag. En gang havde de båret sig særlig raffineret ad; han havde hele tiden håndjern på, og de to første dage hænderne på ryggen. Under et forhør havde de givet ham en gasmaske på og sat ham op på en stol, en tysker havde stået på hans sammenlænkede arme og pryglet løs på hans bryst, så knapperne i hans stortrøje sprang. I sin vånde fortalte han tyskerne, at han havde hørt noget om, at der i en skov i nærheden af Gelsted skulle være nedgravet våben. Øjeblikkelig blev der gjort klar til at køre til Gelsted, og Vedel skulle med. Hele skoven blev gennemtravet, men for hver gang tyskerne følte sig narret, fik han igen en omgang!

Mine kammerater havde bemærket, hvad der stod på vor dør, og de var meget spændt på, om vi fik noget mad. En dag fik Ernst Jensen lejlighed til at hviske spørgsmålet til mig, og jeg svarede beroligende. – En af de sidste dage, vi var på skolen, skulle vi på gårdtur og fik her lejlighed til at se hinanden, men ikke til at tale sammen. Vi gik i gåsegang på det, der engang havde været en prægtig græsplæne syd for skolen og havde tre maskinpistolbevæbnede vogtere til at passe på os. Tirsdag aften gik Vedel og jeg til ro på vor briks som sædvanlig, men et par timer senere blev mit navn råbt op ude på gangen; der blev sagt ”transport”, og jeg tog bevæget afsked med min nye ven, som jeg på trods af kun få dages bekendtskab syntes at have kendt i mange år. Det var Harry Andersen, Rasmus Petersen, Nakkebølle, og mig, der skulle transporteres fra skolen, hvorhen vidste vi ikke. Vi blev beordret ind på bagsædet i en almindelig fire personers bil med 3 vogtere på forreste sæde; vi kørte ind gennem Odense bys mørklagte gader, og under en standsning i trafikken fik jeg pludselig den ide at åbne bildøren og tage chancen, – det endte dog med, at jeg alligevel blev siddende, men med en mægtig hjertebanken. Da jeg senere fortalte Harry mine tanker, fik jeg at vide, at han havde siddet og ønsket, at vi bare havde været enige om at kvæle hver sin gestapomand og tage bilen og køre bort.

I Albani.arresten havde tyskerne beslaglagt en halv snes celler i øverste afdeling. Harry og jeg blev beordret ind i en af disse, der i forvejen var beboet af to mænd. Vi fik udleveret en madras, to rene lagner og to gode tæpper, og humøret steg straks et par grader. Jeg havde i mange dage ikke talt et ord med nogen af vennerne hjemmefra, jeg havde nok set dem, der var kommet til skolen, men hvad der egentlig var sket, anede jeg ikke. Da vi ikke havde været af tøjet, siden vi kom hjemmefra, var det vel nok vidunderligt at komme i de rene lagner. Gennem en klap i døren holdt en vogter øje med os, og da vi var klar, blev lyset slukket, men mangt et spørgsmål skulle Harry og jeg have klaret, før vi sov.

Selvom det ikke var en springmadras, vi lå på, fik vi en god nats søvn, og næste morgen så vi lysere på tilværelsen. Vi blev hurtig kendt med de to nye kammerater; de havde begge arbejdet på flyvepladsen ved Lunde og afsonede hver 3 måneder. Den ene havde stået for nogle udbetalinger og havde haft underskud, den anden havde været med til at hugge noget seletøj fra tyskerne, men de hævdede begge, at de var blevet uretfærdigt behandlet. Harry og jeg blev hurtig klar over, at de var temmelig uskadelige, så vi godt kunne drøfte vore egne sager. I alle disse dage var vi hverken vasket eller barberet, så hele den første formiddag gik med det. Mit hår var klistret sammen af størknet blod, så jeg nød at få det vasket ordentligt. Da det heldigvis ikke er så mange mennesker, der når at stifte bekendtskab med en dansk fængselscelle, og de, som når det, taler ikke ret gerne om det, vil jeg fortælle, hvordan en sådan ser ud. Rummet var ca. 5 x 7 alen med dør og vindue på den lange led, dette sad så højt oppe, at vi ikke kunne se ud af det. Væggene var malet, og på gulvet var linoleum. Til højre indenfor døren var garderobe, ved siden af et hængeskab, hvor vi opbevarede spisegrejer, lidt længere fremme var indmuret en planke, hvorpå en mand kunne sidde og i bordhøjde var en større og bredere, der dannede bord. Til venstre indenfor døren lige i krogen var en wc-kumme med træk og slip ved siden af en håndvask. Længere fremme en meget lav køje, der var sat fast til væggen med et par hængsler, så den kunne slås op om dagen, altså en celle til en person, hvor vi nu skulle være fire. Der var et stort halvkoldt varmerør i siddehøjde under vinduet, anden siddeplads fandtes ikke. Det gjorde vi fangevogteren opmærksom på og fik allernådigst lov til at slå køjen ned. Vi lagde de tre madrasser i bunden og en op til væggen og fik således en god divan ud af det. Vagtmandskabet bestod af værnemagtsoldater, en obergefreiter og nogle menige, der alle efter forholdene var meget flinke. Mellem kl. 10 ½ og 11 skulle vi på gårdtur. Den første dag var vi så heldige at komme sammen med en fange, der havde hjulpet til med at give os mad om morgenen, og da det stadig var et brændende spørgsmål, hvordan det gik med konerne, var det det første, jeg spurgte om. Han blev klar over, hvem jeg mente og fortalte, at de var sammen med to piger i en celle lige overfor vor. Jeg bad ham søge de oplysninger, han kunne få. Næste dag, torsdag, fortalte han, at de ved middagstid onsdag sammen med en købmand var beordret ud på skolen igen. Det tog på humøret, hvad kunne det nu betyde? Fredag fortalte han, at de vistnok var kommet hjem. Det var bedre, hvis det passede, men tvivlen sad der. Det var så mærkeligt at være så nær ved vore kære, uden at de vidste det og uden, at vi kunne se hinanden. Maden, vi fik, var tysk soldaterkost og efter forholdene (og særlig Husmandsskolens) ret god. Vore to medfanger fortalte, at vi kunne købe blade og aviser af obergefreiterne, men de havde ingen penge. Jeg var så heldig, at tyskerne ikke havde taget min pung. Den aften, vi blev taget, var det lykkedes Harry med håndjern på at få lirket sin tegnebog op af lommen ude i Bilds køkken, hvor den blev fundet dagen efter. Obergefreiteren ville gerne sælge aviser til os, men vi måtte kun beholde dem en time, så hentede han dem igen og solgte dem til fuld pris i andre celler. Jeg købte en til konerne, og da vi vidste, de ingen penge havde, bad vi ham give dem en 10-krone, hvad han virkelig også gjorde. Konerne kunne ikke begribe, hvorfra den avis og pengeseddel kom, da de troede, vi stadig var på Husmandsskolen. Da de kom hjem, skrev de dertil og forespurgte, men der blev svaret, at der ikke fra arrestens side var udleveret penge. Efter det nervepres vi havde været ude for, var det en hvile at komme i de rolige forhold, men da så vi i avisen en meddelelse fra den højere Pancke, at ejendommene var sprængt i luften, og vi blev igen rystede. Mange gange, mens vi var på skolen og Albani, kom tankerne hvirvlende; mon nogen af os bliver skudt? Mon nogen bliver helt fri? Hvad vil de gøre med os? Krigen kan da heller ikke vare så længe! Men når vi sad og spiste vore tørre klemmer eller sad og stirrede på den lukkede dør uden håndtag, eller den lange nat lå søvnløse og vred os på den hårde madras, da forstod vi, hvad vi havde mistet. Dengang var blot dette af få frit ud af en dør, at kunne gå ud i den fri natur, at spise og drikke, når det passede os, livets højeste ønske. Bare den dør med det manglende håndtag blev lukket op for os, ville alt være godt. Det var en hård kur at miste alle de goder, som vi syntes så selvfølgelige. Men vi kærte deraf. Ofte når jeg i dag hører klager, – eller for resten selv klager, kommer jeg i tanke om den gang, da kromanden med et stykke tørt brød mellem sine sammenlænkede hænder græd af taknemlighed. Ja, så skammer jeg mig. Vi burde egentlig være taknemlige, fordi vi under det ophold lærte os selv at kende og kom til at tænke over en hel del, som vi i det daglige ellers ikke ofrer en tanke. Vi lærte mennesker at kende fra en side, vi slet ikke havde set før eller senere, vi så mennesker græde og sige ting, som vi under normale forhold slet ikke kunne tænke os. En fællesfølelse havde grebet os alle. Jeg tænkte tit, at næppe nogen af os havde vidst, hvad krig var, før vi blev taget af tyskerne, nu sad vi her sønderslåede og tænkte over det. Den tyske propaganda om sejrrige tilbagetrækninger lo vi af og den engelske, ja, den fik sommetider et skuldertræk med et ”mon det passer?” Få dage før vi blev taget, sad vi en aften og hørte over engelsk radio en pladeoptagelse af en beretning om gestapos behandling af pastor Sandbæk. Han slap fri, da Aarhus Universitet blev bombet. Jeg tænkte dengang: Det er nok propaganda, mennesker kan ikke være sådan. Nu var vi pludselig blevet klogere.

En af de allersidste dage, vi var på Albani, kom en bekræftelse på, at konerne var kommet hjem, en pakke med rent undertøj, toiletsager og skrivepapir til os. Den ene af vore medfanger kunne tysk, ham bad vi spørge gefreiteren, om vi måtte skrive hjem til konerne. Han var ikke dristig ved at spørge, men da vor vogter så en gang var hos os og netop ville gå, siger jeg til kammeraten:” Spørg ham så om det med konerne”. Obergefreiteren vender sig om i døren og siger til vor store forbavselse på forståeligt dansk:” Hvad med din kone?” Vi fik så tilladelsen, men måtte ikke skrive ret meget, og det skulle censureres.

 Søndag aften kom den vagthavende soldat og stak en pakke ind ad døren, der stod Harry Andersen og Stoffer Hansen på den. Den indeholdt 8 lækre stykker smørrebrød, men ingen afsenderadresse. Harry og jeg gættede længe på, hvem den mon kunne være fra, men det blev først opklaret, da vi kom hjem. En pige, der for flere år siden havde været på Horne Central, men nu var gift og bosiddende i Odense, var afsenderen.

Mandag hen under aften kom to tyske og en dansk gestapo med en lang liste med navne. Harrys og mit var imellem. De meddelte kort og godt, at vi i nat kl. 3 skulle gøre os klar, vi skulle på transport, hvorhen fik vi ikke at vide. Så var freden igen forbi! Den vagthavende soldat bankede på døren og tændte lys i cellen klokken halv tre. Vi prøvede af få et par tørre klemmer ned, vi vidste jo ikke, hvornår vi igen fik noget. Først hen ad femtiden blev vi råbt ud på gangen og stillet op i alfabetisk orden; som sidste mand hørte jeg kromanden, Vedel, blive råbt op. Jeg skammer mig ikke ved at sige, at jeg græd en stille tåre, så reddede han dog livet i denne omgang. Så vidt jeg husker, var vi 27 fanger, der skulle af sted. Vi blev delt i to hold og ført ud til 2 ventende biler. En af de danske fængselsbetjente i porten sagde dæmpet til os: ” Vi er meget kede, at vi ikke kan gøre noget for jer.”

 Bilen, som de elleve kammerater og jeg blev beordret op i, var en ganske almindelig lastbil med generator og et højt ræk med påskriften ” Godkendt til kreaturtransport”. Der var ikke andet at sidde på end et par sække med generatorbrænde. En dansk SS-mand (for resten den nu henrettede Erik Laurits Larsen; det var ham, der foretog drabet på gartneren i Svendborg) – otte værnemagtsoldater med geværer, håndgranater og lignende udstyr passede på os. De stod også op. Den anden bil var en overdækket ”prærievogn” med siddepladser. Før det endnu var begyndt at dages, kørte vi ud af den sovende by, ud af Middelfart Landevej. Det var stille, klart vejr med nogle få graders frost og tindrende rim overalt. En meget smuk morgen, men bidende kold. SS’eren havde også følt kulden, for han overlod vagten til soldaterne og gik ind i førerhuset til chaufføren; først da kunne vi tale frit sammen. Jens Jakobsen halede en stor cigar frem og fik ild, og så gik den på omgang, det var den første tobak, vi smagte, efter vi var kommet hjemmefra. Humøret var da også helt godt, og meget skulle drøftes. Jeg tror, den følelse at være så mange i samme båd hjalp os til at se lysere på tilværelsen. Folk, vi passerede, stirrede på os med dystre miner, det forekom dem sikkert ufatteligt, at vi smilede til dem. Jeg havde et par pragtfulde ”sæbeøjne”, mørkeblå fra øjenbrynene til underkanten af næsen. Heldigvis havde jeg fået min skindhue på, jeg tror, den frelste mit liv. Brønner talte tysk med soldaterne, og de fortalte uforbeholdent om, hvor kede de var af krigen, og en af dem satte meget sigende en avis på bøssepiben og rakte den i vejret. De var klar over, hvor de havde os. Chaufføren kom under et ophold op til os for at få en sæk brænde. Jeg sagde da til ham:” Det er et beskidt job, du har fået kammerat!” Han svarede:” Jeg ka’ sgutte gøre ved det, de har med pistol tvunget mig.” Bagefter har jeg hørt, at han under besættelsen altid kørte for tyskerne og mange gange til Frøslev!

Vi nåede over broen, gennem de sønderjyske byer til Krusaa, og det var for os meget spændende, om vi nu skulle til Frøslev eller til Tyskland. Heldigvis for os blev det Frøslev. Og så stod vi udenfor porten til lejren, hvor vi skulle leve til krigen var slut. Vi blev stillet op på geled, og under anførsel af en ”meister” holdt vi vort indtog. Vort første indtryk var uenighed mellem to af de øverstbefalende. Vi var blevet ført hen langs en barak, hvor jorden var pænt revet, da en anden ”meister” kom farende og skældte ham ud, der førte os. Han kommanderede ”halt”, og der stod vi i flere minutter og hørte på den festforestilling. Da den blev slut, blev vi ført ind i en barak, navn, adresse og fødselsdato blev noteret, vore lommer og alt blev endevendt. De eneste, de tog fra mig, var min gadedørsnøgle, og den blev efter min hjemkomst sendt mig af den danske forvaltning. Vort navn, adresse og fødselsdato og fangenummer blev skrevet på en almindelig skoletavle og i en snor hængt om halsen på os. Så blev der taget billede af hver enkelt, og vi blev indført i det tyske forbryderalbum. Efter dette blev vi ført til spisebarakken, hvor vi for første gang, siden vi kom hjemmefra, fik et ordentligt måltid. Derpå kom vi over i depotet, blev indført i det danske kartotek, fik hver udleveret tre tæpper, 2 lagner og et håndklæde, og blev af to danske læger (også fanger) undersøgt for lus på de behårede steder. Den danske lejrleder, kaptajn Dichmann, holdt en tale til os, hvis frie tone forbavsede os meget. Så blev vi ført til barak H.10 og blev installeret i to stuer. Af barakformanden fik vi reglementerne og undervisning i at rede køjerne. Det var med højt humør og mange vittigheder, vi gik til køjs den første nat. Den første uge skulle nyankomne fanger ikke arbejde, så vi havde god lejlighed til at se os om. Vi trak lærer Rasmussen fra Svanninge og Georg Nielsen fra Millinge Østerby, de var meget glade for at se os. Georg var ansat i køkkenet, og han var god med lidt smør eller andet godt engang imellem. Vi havde indrettet os hyggeligt i vore stuer og var ved at falde til ro igen, da der pludselig kom ordre til at rømme hele H.10! Det var for at skaffe plads til en transport af politi fra Vestre fængsel. Det var vel nok den mest triste oplevelse, vi havde i Frøslev. Vi blev nu spredt i næsten alle barakkerne; hvor ledelsen mente, der kunne være en eller to, blev vi puttet hen; de fleste af horneboerne kom til H.14 og H.15. Kromanden, Rasmus Pedersen og jeg kom ind på en stue, hvor der ikke var én ledig køjeplads. Den første nat sov vi på det bare gulv, og det var ikke så behageligt for dem, der skulle ud i et nødvendigt ærinde, de faldt over os eller trådte på os. De påfølgende nætter sov jeg i et omvendt bord, det gav mig en følelse af at have det lidt for mig selv.

 Da vi kom til lejren, var vi 1800 fanger, men hver dag kom der flere til, og en måned efter var tallet nået 5600! Men der blev plads til os alle, der var ingen, der lavede vrøvl. Vi var klar over, at det var bedre at have kneben plads end at blive sendt til Tyskland. Der ankom næsten hver dag lastbiler med køjer og madrasser, og alle stuerne blev indrettet til at tage flere beboere, køjerne blev indrettet til tre i højden. Da vi havde været der en uges tid, kom der pludselig ordre, at stuen skulle rømmes, vi skulle fordeles i samme barak. Fra stuen ved siden af kom formanden og spurgte, om der var tre ældre, stilfærdige herrer, der ville ind til dem, de var næsten alle ældre. Kromanden, en sønderjyde og jeg slog til. Det var stue 11, og der blev vi, til vi slap hjem. Den blev kaldt ”burgøjserstuen”, fordi der boede næsten udelukkende prominente personer. Det var i begyndelsen ikke så morsomt, men vi faldt i grunden hurtigt til, hver fik sin køje, hvad der var det bedste af det hele. Jeg fik en oppe i tredje etage, det var faktisk det eneste sted, vi kunne være os selv. For tyskerne måtte vi hverken sidde eller ligge på køjerne om dagen, men så snart en fange så en tysker nærme sig barakken, råbte han ordet ”alarm”, det blev straks råbt videre ind i stuen og alle mand ned af køjerne, så det var meget sjældent, tyskerne traf nogen der.

 Arbejdet.

 På grund af al den flytten omkring var jeg ikke rigtig kommet i arbejde. Jeg havde været på jordarbejde nogle dage, og det var nogle lange timer. Kromanden havde fået en tjans med at bære spåner fra lejrens snedkeri til vaskeriet. Han havde en medhjælper, som imidlertid blev sat til andet arbejde. Så oprettede kromanden og jeg ”spånkommandoen”, den bestod i, at vi to kl. 8 om morgenen med en papirsæk under armen gik til vaskeriet og spurgte fyrbøderen, om han skulle bruge spåner, hvad han dog kun brugte én gang i den måned, kommandoen eksisterede. Kl. 2 stillede vi igen med samme spørgsmål. Vi drev så rundt en times tid, talte med snedkere og smede, hvorpå vi vendte hjem til barakken igen. Mødte vi en tysker, som arrigt spurgte, hvad vi bestilte, pegede vi på sækken og sagde: ” spånkommando”! ”ach so!” – Sækken brugte vi kun til spåner til vor egen kakkelovn på stuen. Til sidst gik det galt. En dag kom vi med en spand med noget vasketøj, vi havde haft med ovre ved dampkedlen og fået kogt, da vi mødte en tysker, som vidste bedre besked end de andre, som tidligere havde truffet os. Vi måtte opgive barak og stue, og så fik vor formand besked om, at den kommando måtte ophæves. Det må her nævnes, at alt arbejde for tyskerne blev saboteret, vi blev af kammeraterne betragtet som skruebrækkere, dersom vi bestilte noget. Kun når det var os selv til gavn, blev der virkelig udrettet noget.

Efter ”spånkommandoens” ophævelse blev vi ”jordbisser”.  Kl. 8 om morgenen gik vi under stærk bevogtning med skovl på nakken i geled udenfor lejren for at planere nogle lyngbakker. Det var vist nærmest for at holde os beskæftiget, ellers kunne vi ikke se hvorfor. En dag over middag, da der kun var nogle få ss’ere til at føre os ud, begyndte den ene ende af kolonnen, hvor ingen vogtere var, i kor at fløjte: ” Dengang jeg drog af sted”. Vogterne for derhen og skældte ud, resultatet var, at der blev fløjtet overalt, hvor der ingen vogtere var.

 En dag overværede vi et storslået syn: En flyveplads 7 km fra lejren blev bombet af R.A.F., det så ud, som det blev gjort ganske ugenert. Maskinerne kom tre ad gangen og kastede deres last.

Det var et trist stykke arbejde at stå ude i bakkerne med skovl, derfor prøvede jeg at finde noget andet. Johs. Jakobsen havde fået en plads ved kartoffelholdet ude i køkkenet, der skaffede han først mig og lidt senere snedker Jørgensen ind. Der skulle bestilles noget, men der følte vi, at vi virkelig gjorde gavn. Det var jo enorme portioner af kartofler, kål, gulerødder, porrer og lignende, vi arbejdede med. Vi fik ekstraforplejning i form af frokost og eftermiddagskaffe, og det hændte også, at det lod sig gøre at få lidt med hjem til kammeraterne på stuen. Vi kaldte det at ”organisere”, ordet er vistnok opstået i koncentrationslejrene og må nærmest udlægges som: ” at tage uden ansvar”. En dag, mens vi var på arbejde i kælderen, kom snedkeren med en transportspand med fløde. Vi var tørstige og drak godt, men vore maver kunne ikke døje den kraftige kost, og snedkeren måtte holde sengen dagen efter. En dag havde jeg et stort bundt porrer med til stuen, de blev kogt i en spand på kakkelovnen og var et kærkomment supplement til vor aftensmad.

 Stue 11

Som allerede nævnt blev stue 11 kaldt ”burgøjserstuen”, og det var ikke uden grund. Beboerne havde, indtil vi kom, forstået at holde skidt og møg fra sig, men med sønderjyden (der var arbejdsmand) kromanden og mig var det sket. Fra den stund og med den udvikling, lejren var i, kunne det ikke lade sig gøre. De fleste af beboerne havde været der fra før jul: Der var oberst H.E. Christensen, ca. 60 år, en udpræget militærtype, brumbasse, men ellers mægtig flink, vi var alle dus, men han blev almindeligvis tiltalt med ”oberst”. Han ville ikke ret gerne op om morgenen, men om aftenen holdt han lange forelæsninger om, hvordan vort militær skulle have været, eller skulle være, og mange gange faldt vi vist i søvn, inden han var færdig. Han er nu chef for styrkerne på Bornholm. Så var der kaptajn A. Krüger, en mand på samme alder som obersten, meget godmodig. Han lagde kabale hele dagen og førte nøjagtig regnskab derover i en bog. Desuden havde vi to løjtnanter: Callesen, der var fra Sønderborg, og P. Petersen, kaldet P.P. Den sidste havde en mægtig evne til at efterligne Hitler: Et par sorte pletter under næsen med sværte og håret ned i panden og så skrålede han livagtig som Hitler, mærkeligt at det gik godt. Barakkens læge, Malmstrøm, boede der også. Det var ham, der om aftenen, når appellen var forbi, foretog vaccinationerne. Han var en feminin type, der altid gik, som var han bange for alt det skidt, der uvægerligt findes på sådan et sted, hvor mange mennesker er bunket sammen. Han kunne ikke tåle maden og tog altid en masse piller. Så var der provst Hein fra Grenaa. Han var kværulant til fingerspidserne. Han og lægen var kammerater fra studenterårene og altid på en godmodig måde på nakken af hinanden. Malmstrøm havde køje over Hein og hver morgen, når han rystede sine tæpper, sørgede han for, at Hein netop stod underneden til stor fornøjelse for hele stuen. Hein gav lægen det glatte lag, det var mange gange, der blev sagt: ” Rolig, nu beder provsten morgenbøn.” Skadefro kammerater talte om, at han genoplevede sin soldatertid. Men vi så også Hein fra anden side. En af de sidste søndage sagde han: ” Jeg vil holde en gudstjeneste for jer, så er jeg ligeglad, om tyskerne skyder mig.” Det var ellers strengt forbudt. Det var en gudstjeneste, der gjorde dybt indtryk på os. Jeg takkede ham bagefter, og han sagde stilfærdigt:” Jeg tror, det er den bedste, jeg har holdt; det var til stor berigelse for mig selv.” Han havde 19 præster i sit provsti, og de syv var i Frøslev. Det ske af og til, at en af disse kom for at tale med ham, og i en fart gik han så ud på gangen med dem, det var ligesom, han var bange for, at vi andre skulle tage værdigheden fra ham. I køkkenet var en fisker fra Grenaa. Engang spurgte jeg ham, om han kendte Hein. ” Ja, han har da døbt og konfirmeret mine seks børn”, svarede han. Jeg fortalte ham lidt af Heins meriter fra stuen. Han sagde da omgående: ” Så er det ikke provst Hein fra Grenaa!” Der var en gammel skibsfører fra København, Albert Jensen. Han havde været en tur i Neuengamme i tre måneder, og var trods sine 70 år kommet over det. Han fortalte mange gange om den tid. Hans største bekymring var tobaksmanglen, den led han meget under. En meget stilfærdig mand var skolebestyrer Marius Nielsen fra Randers. Han havde den oplevelse at gense sin attenårige søn i en af de første transporter af fanger fra Tyskland. Sønnen anede ikke, at faderen var taget. Så var der en lærer fra Esbjerg, Erik Vind. Når han modtog sine reglementerede pakker, tømte han straks alle tændstikæskerne, han havde en aftale med sin kone om brev i disse, de var på luftpostpapir – tætskrevet. Der var også to telefonmænd fra Randers, en overmontør og en mester, sidstnævnte gik rundt med en maskinpistolkugle i den ene fod, den havde siddet der, siden han blev arresteret. Og så havde vi to direktører: Daldorf fra Aarhus, (hans bybud var også i lejren) og Brønner fra Faaborg, sidstnævnte var kommet på stuen otte dage før os. Hele stuens kæledægge var den helt unge assistent fra København, Mobech, ham holdt vi meget af. Han gode humør og københavnervid var til stor opmuntring. Der var brødrene Røjel, den ene var læge på amtssygehuset i Odense, den anden kommunelærer i København, han var tillige vor stueformand og en meget vittig og slagfærdig fyr; begge var de unge mennesker sidst i tyverne. Fra Esbjerg var også en overbetjent P. Christensen og selv borgmesteren Højer-Nielsen, en lidenskabelig ryger af store cigarer, han var lige ankommet til lejren med et godt forråd af cigarer, og han var meget syg, da de slap op. Som den sidste i rækken vil jeg lige nævne landsretssagfører Hedegaard fra Skanderborg. Jeg tror, han led meget under opholdet. ”fængselsfis” kaldte vi det. Nogen tid efter ankom en ældre ingeniør, Thomsen, fra København. Ole Opfinder blev han kaldt. Han var en højt begavet mand med en enestående fortælleevne og fuld af lune og humør. Han havde i sine unge dage rejst meget bl.a. været i Amerika og arbejdet hos Thomas Edison, og mange aftener, når lyset blev slukket og tællepråsen tændt, og vi havde vor hyggeligste time, lyttede vi til hans historier og store livsvisdom. Det var en af de kammerater, jeg satte stor pris på.

I begyndelsen var jeg ikke glad ved det fine selskab, men ret hurtigt opdagede jeg, at forfinethed, kultur og mange eksaminer kun er en ydre skal, hvad mennesket egentlig indeholder, kommer uvægerlig frem, når ca. 30 mennesker skal tilbringe det fleste af døgnets timer sammen i et lille rum. Det var som sådan vi lærte at respektere hinanden. De var gode kammerater. Jeg tog aldrig del i deres diskussioner, men lyttede gerne til dem og lærte en del. Om aftenen, når appellen var forbi, blev der hentet vand i tre kander og dypkogeren sat i, vi skulle have vores aftente, den var gerne sendt hjemmefra eller ”organiseret” i køkkenet. Et stykke rugbrød ristet i kakkelovnen og surrogat-te i tandkrus eller en tom konservesdåse var meget oplivende. Der var to dypkogere på barakken, og hvis de samtidig var sat til lysnettet, sprang sikringerne, og tyskerne var rasende. Det var sikkert også skyld i, at tyskerne en aften fandt vor koger, og så var det forbi med den tedrikning. Vi havde undret os meget over, at vi ikke var blevet forkølede efter de luftige biltransporter og opholdet i de fugtige rum på Husmandsskolen, men da vi havde været ca. 14 dage i Frøslev, kom forkølelsen for os alle næsten på én gang. Vi fik en voldsom hoste, der blev kaldt ”barakitis”. Jeg vågnede en morgen og følte en svimmelhed, der omgående fik mig i køjen igen. Jeg var så svimmel, at jeg ikke engang kunne sidde op i køjen og spise. Ellers var jeg ikke ret meget syg. Vi havde jo som nævnt to læger på stuen, de kunne ikke forstå tilfældet. De talte om, at det muligvis var mishandlingerne i forbindelse med forkølelsen, der var årsagen, måske balanceorganet i hovedet var slået løs. Jeg lå i sengen tre dage, og stadig meget svimmel stod jeg op, gik til sygebarakken og blev meget indgående undersøgt af en læge Kirketerp, som sagde, at jeg havde haft en hjernerystelse, som nu grundet på forkølelsen gav denne svimmelhed.

En eftermiddag var vor stueformand, ”Lange Røjel” kaldte vi ham, blevet væk. Ved appellen om aftenen savnede tyskerne ham, og der blev stort postyr. Han blev eftersøgt overalt i lejren, og vi kom i skarpt forhør. Han var og blev borte. Femte maj fortalte han bror, lægen fra Odense, om hans forsvinden: Han var arresteret under flugtforsøg til Sverige med et legitimationskort lydende på lærer Preben Røjel. Han virkelige navn var imidlertid Jørgen Røjel, og han var læge; hans kone og børn var på det tidspunkt kommet til Sverige. Indenfor modstandsbevægelsen var han en meget betydelig mand, men tyskerne havde ikke fået noget ud af ham. I lejren kom rugbrødet ind i nogle kasser så store, at en mand kunne ligge i dem. Disse kasser blev også benyttet til affaldsbrød og kørt ud af lejren til en gård, der fik lejrens køkkenaffald til svinefoder. I en sådan kasse med dobbelt bund og gamle rugbrødsskorper øver blev ”Lange Røjel” kørt ud i friheden! En søndag oplevede vi en anden rømning. Der var kommet en stor lastbil med madrasser, og da den kørte derfra, skulle den runde en barak, et af de få steder i lejren, som ikke kunne kontrolleres fra tårnene. Her stod en fange og nappede chancen: i fart op over bilens bagsmæk og ind under presenningen. Han blev ikke savnet før ved appellen flere timer efter. Før vor ankomst til lejren havde fanger flere gange forsøgt at komme over minefeltet, der omgav hele pigtrådsspærringen, de var alle kommet galt fra det.

En aften lige i skumringen var der et par miner, der sprang. Det var en ræv, der måtte lade livet. En anden gang var en tysker ud at ride. Hesten havnede i feltet og fik benene knust, officeren trak sin revolver og skød den. Nu har jeg en af disse miner stående på mit skrivebord som lampe. Der verserede i lejren mange rygter, både nogle, som havde med virkeligheden at gøre og andre, som var fabrikeret af spasmagere. På stue 11 kom hver morgen en mand og afleverede en tændstikæske til obersten (helst til obersten), en mand blev posteret ved døren, og obersten læste aftenens nyt op for os. Det blev meget indgående drøftet, så vi var velorienteret om krigens gang.

Nyankomne måtte næsten aflægge ed på ikke at fortælle noget om disse meldinger udenfor stuen. En søndag med strålende fint vejr holdt en del biler med røde kors mærket inde i lejren, og som en løbeild gik rygtet, at det var Bernadotte, der aflagde besøg. Aldrig glemmer jeg den stemning, der greb os, da han viste sig på en trappe: alle blottede hovedet og en begyndte at fløjte den svenske nationalsang, straks fløjtede den store menneskemængde med. Bernadotte har skrevet i sine erindringer, at det var en af hans skønneste oplevelser. Det var store dage i lejren, da det danske politi kom hjem fra Tyskland. Disse mennesker, der havde overlevet de tyske lejre, kom nu på dansk grund og var lykkelige. Vi fik fire ind på vor stue. Om det, de fortalte af deres oplevelser. tænkte jeg mange gang: Hvis jeg kommer hjem og fortæller det, tror folk, det er løgn! – og det er der vel desværre mange, der tror endnu.

Senere kom andre danske og norske fanger, og indbyggerantallet steg til ca. 5600. Fem norske studenter blev der gjort plads til hos os. Vi var nu 36 beboere på stuen. Køjerne blev lavet om, så der lå tre mand i to køjer. En dag kom en forordning fra tyskerne om, at ingen af os måtte have mere end 10 kroner på os, de overskydende penge skulle enten afleveres til dem eller sendes hjem. De fleste valg det sidste, men nogle syede dam ind i deres tøj. Da det lod til, at der var mange penge på stuen, foreslog Ole, at vi skulle lave en indsamling til Røde Kors. Han fik 360 kr. i sin hat, det smittede over hele barakken, og jeg tror, at Røde Kors fik 3000 kroner på den konto. Jeg benyttede lejligheden til at få en hilsen til min kone og tre hjem med min nærmeste familie, jeg sendte dem hver et mindre beløb. Der gik rygter om, at nogle af os skulle til Sverige og interneres i en lejr. Det blev en transport af politibetjente, der blev de første; fra vor stue kom overbetjent Christensen af sted. Jeg fik pludselig en ide, fik fat i skrivepapiret: brev til min kone derhjemme! Jeg fortalte løst og fast, og da Christensen kom for at sige farvel, stak jeg brevet i hånden på ham. Han var meget betænkelig, men lovede at forsøge, og det gik. Min kone blev selvfølgelig meget glad for at få et virkeligt brev fra mig. Samme dag begyndte jeg på et til, og det blev meget langt, tolv tæt beskrevne sider, der blev sendt med en norsk student. Jeg skrev et til, men det fik hun først et par dage, før jeg kom hjem.

Da de norske studenter rejste fra os, havde de efterladt nogle dåser svinekød og tørmælk, og vi talte om at lave et lille gilde ud af det. Da det var mig, der havde forbindelse med køkkenet, fik jeg travlt. Jeg hentede en hel spand kartofler, som blev kogt på kakkelovnen, jeg ”organiserede” fedt og flæsk. En af de hjemvendte betjente, Børge Rasmussen, der var inde i kogekunstens mysterier, skulle forestå det. Vi skulle have biksemad! En mægtig stegepande og tallerkener lånte vi i køkkenet; der var 30 sultne munde, der skulle fyldes, og vi fik alle en god portion. For et par cigaretter fik jeg fremtryllet 5 flasker husholdningsøl. Om det så var en vase med blomster, det vil sige en tom konservesdåse med lidt grønne grene. Og kaffe fik vi! En pakke surrogat med stort besvær indkøbt for to cigaretter. Den blev kogt i spanden på kakkelovnen, og da det var mig, der havde skaffet størstedelen af vor fortæring, fik jeg lov til at invitere Jens Holm og Jens og Johannes Jakobsen på kaffe. Det var en festaften, som deltagerne sent glemmer.

En aften forsøgte vi at bage pandekager. Havregryn og tørmælk havde vi fra nordmændene, ægt, fedt og stegepande organiserede jeg i køkkenet. Kun en gammel fange kan forestille sig, hvilken himmerigsmundfuld det er, siddende eller stående i en rundkreds omkring kakkelovnen og ”bagermesteren”, at fortære sin pandekage, medens man skiftevis blæser på kagen og fingrene, og fedtet løber ned ad hagen.  Men vi længtes hjem, efter friheden, efter vore tapre koner. Jeg tænkte aldrig over spildt fortjeneste eller tabte arbejdstimer. Når jeg om aftenen fik udenfor og hørte Bov kirkeklokke ringe solen ned, kunne der komme en længsel, der næsten overvældede mig. Så forstod jeg, hvad frihed var, eller hvad jeg havde mistet. Eller vi stod udenfor et åbent barakvindue og hørte sangeren Alexander synge Schuberts sange fra ”Jomfruburet”! Aldrig har en sang betaget mig som det. Han var utvivlsomt en sanger af format. Eller den søndag Jens Jakobsen havde en søn hjemme, der blev konfirmeret, uden at han kunne så meget som sende en hilsen hjem. Den gamle slægtsgård var sprængt i luften, hvor lidt eller hvor meget vidste vi ikke. Eller den dag to sygepassere kom med en båre, og vi til vor forfærdelse ser, at der er vor gode ven og kammerat Jens Holm. Eller vi vågnede om natten ved spektakel ude på gangen, og noget ligesom et chok for igennem os: ”tysklandstransport”. Spøgelset, der den første måned red os som en mare. Eller dengang vi hørte, at tyskerne havde henrettet grev Lennart! Den prægtige unge mand, som flere af horneboerne kendte personlig; uden at angive sine kammerater havde han påtaget sig skylden alene og måtte derfor bøde med sit liv.

 Jo, nerverne var ude for hårde belastninger. Og dog var dette kun bagateller, imod hvad de, der kom til tyskland, var ude for. I dag er mennesker ved at vrænge af det og gider hverken se eller læse en bog fra de tyske koncentrationslejre. Der bliver bare sagt: ” åh, de er ens alle sammen, og det har vi hørt så meget om”; der vrænges af betegnelsen ”frihedskæmper”, og man har kun øje for alle svaghederne og fejlene, der er begået. Hvis der ikke kommer en ny krig, vil historien vel, når vor generation er borte, vide at fælde den rigtige dom.

De sidste dage i april var vi klar over, at krigen nærmede sig sin afslutning. Tropperne rykkede nærmere den danske grænse. Ville lejren mon komme i farezonen? Derom, og om hvordan vi skulle forholde os, blev ført mange diskussioner. Tirsdag aften den første maj kom der en forhastet meddelelse over svensk radio. Optimismen var stor, men dalede de følgende par dage. Da den frie verden den fjerde maj ved 21’tiden fik det lykkelige budskab om krigens afslutning, lå vi i vore køjer og sov. Kl. 23 gik en tysk ss’er og kaptajn Dichmann rundt til alle barakker og meddelte det til nattevagten, samtidig formanedes til ro og orden. Vor nattevagt, borgmester Højer Nielsen fra Esbjerg, åbnede alle døre ind til stuerne en for en og råbte: ”Krigen er forbi!” Det med ro og orden var nemmere sagt end gjort. Det var en broget hob mennesker, der omgående samledes på gangen for at få det endelig bekræftet. Vi fik ikke lys, men alle tællepråse, vi havde sparet omhyggeligt på, blev tændt, og det varede længe, inden der blev ro.

 Næste morgen lød sirenen igen, og tyskerne kom og holdt appel som sædvanlig. Men det første øjet fangede, da vi i den tidlige morgen kom ud, var et dannebrogsflag rejst lige udenfor lejren ved den danske forvaltning. Aldrig havde jeg tænkt, at et flag kunne gøre et sådant indtryk på mig. Måske var det, fordi det var det første håndgribelige symbol på fred. Den danske lejrledelse gik til sturmbahnführeren og forlangte vor frigivelse omgående. Han svarede, at det havde han ingen ordre til! Det blev så forsøgt at få forbindelse til København, men umuligt. Omsider gav han dog sig, og så tog begivenhederne fart. Der kom biler med pressefotografer og dynger af aviser. En stor flagstang havde længe været parat udenfor lejren, den blev nu hentet og gravet i midt i lejren foran det store tårn. Tyskernes højttaleranlæg blev anbragt øverst i tårnet, og i mikrofonen gav Dichmann ordrer til os. Det var en meget højtidelig stund, da vi med blottede hoveder overværede, at flaget langsomt gik til tops, men rådhusklokkerne rungende slag gennem højttaleren lød ud over den andægtige menneskemængde. Derpå kom kong Christians tale til Danmarks folk. Jeg tror ikke, der var mange, der stod med tørre øjne.

Vi havde ikke regnet med at komme hjem den dag. Men så lød ordren: sjællændere og fynboer skal gøre sig rejseklar, der er mulighed for hjemsendelse i løbet af eftermiddagen. Der blev ikke tid til at spise til middag, vi skulle ellers for første gang i lejrens historie have bøf den dag, men de fleste af de otte tusind bøffer blev, efter hvad jeg senere hørte, til svinefoder. Endelig lød det i højttaleren: sjællændere og fynboer møder ved Faarhus St. om en time! Hele formiddagen havde det regnet, men da vi gik ud af porten, var solen fremme, og det var en rigtig forårsdag. Ingen kan forestille sig den følelse, der greb mig, da jeg forlod dette sted, som havde været mit hjem gennem 2 måneder, der næsten forekom mig som år. Foråret havde vi ikke mærket før nu. Det var næsten ved at tage vejret fra os, denne duft af skov og regnvåd muld, forårsgrønne grene og spirende frodigt græs. Vore sanser evnede næppe at tage alt det på én gang. Men øjeblikkets stemning var hurtigt ovre, og vi blev en flok kåde skoledrenge, der havde fået sommerferie.

De danske statsbaner havde været hurtige i vendingen, for ved Faarhus St. holdt et meget langt særtog. Vi kammerater fra Horne og Faaborg sørgede for at komme i kupé sammen. Mens vi holdt og ventede, så vi nogle tyske soldater komme bærende på poser, som vi gættede på indeholdt wienerbrød, og vi blev pludselig så lækkersultne. Snedkeren og jeg styrtede af sted langs med toget, sagde i forbifarten til togføreren, at de ikke måtte køre, før vi var tilbage; det lovede han, og vi fandt bageren og en halv snes wienerstænger. ”Dem tager vi”, sagde snedkeren og smed nogle penge på disken. Bagerkonen jamrede sig, hun skulle have mærker, og der var også andre, der skulle have brød, men vi fik hende dog omsider overtalt og løb med alle stængerne – uden indpakning! Sikke hyl der lød til os, da vi løb tilbage langs toget, og de, der fik en halv stang, var lykkelige. Omsider kørte det meget lange tog. Hjemad – hvilken følelse! Flagene vajede overalt, folk vinkede. Under et ophold kom en maler med en spand hvid limfarve og malede med store bogstaver på vognene: Frøslev – Fredericia – Odense osv. Ved en anden station kom unge mennesker med store grønne grene, og næsten hele toget blev pyntet med forårsløv. På folks jublende hurra’er svarede vi i talekor: Vi vil hjem! Enkelte tyske soldater stod – meget desorienterede – endnu på vagt langs banelinien. Vi råbte til dem: ”Gå dog hjem!” og med en sigende bevægelse viste vi dem sydpå. På Kolding banegård var samlet en tusindtallig skare af søndagsklædte mennesker. D.K.B.-kvinder var mødt op med smørrebrødspakker og rygevarer. Der var dog ikke pakker nok, men der blev lovet os flere i Fredericia. I Kolding tog vi en bevæget afsked med kromanden. Hans kone, en svoger og svigerinde stod her og tog imod ham, og han fik den nedslående meddelelse, at hans gæstgivergård var beslaglagt af tyske flygtninge.

Fredericia banegård var et bølgende hav af mennesker; der blev holdt taler, og et orkester spillede; og de, som ikke i Kolding have fået smørrebrød, fik det her. Nogle kammerater og jeg var i banegårdsrestauranten og spurgte efter en kop kaffe, men alt var udsolgt. Under opholdet her lejede en af kammeraterne fra Faaborg en bil og kørte hjem. Det blev langt ud på aftenen, før vi kom fra Fredericia. Der var endnu mange mennesker samlet ved stationerne over Fyn. Ved Gelsted var særlig mange mennesker mødt op for at byde kromanden velkommen hjem. Det var en skuffelse for dem, at han blev i Kolding. Vi blev klar over, at der på grund af det sene tidspunkt ikke var togforbindelse til Faaborg, men blev enige om, at hjem ville vi under en eller anden form, om vi så skulle stå op på en åben lastbil! Det skulle nu være helt anderledes.

Det var en dyster modtagelse, vi fik på Odense statsbanegård. Nogle enkelte modstandsfolk bevæbnet til tænderne var alle de mennesker, vi så. Stemmen i højttaleren meddelte kort og godt, at rejsende til Odense ikke måtte forlade stationen, men gå i beskyttelsesrum. Der var gadekampe, og der kunne eventuelt ventes overfald på banegården. Jeg tror nok, at de få, som skulle til selve Odense, luskede hjem, men vi andre gik ind i forhallen, hvor et halvt hundrede mand med armbind og gevær var samlet. I alle indgange fra gaden var bygget barrikader af mursten, håndgranater lå parat, og maskingeværer var stillet op. De folk, vi talte med, var meget alvorlige, de havde været i ilden det meste af dagen og havde mistet en del kammerater, og ammunitionen var ved at slippe op. ”Bare vent, til vi kommer hjem, tyskerne har ikke fået alt det, vi har i Horne”, sagde snedkeren. Men humøret og stemningen fra den gode dag, vi havde oplevet, var væk. Vi var sultne nu og meget trætte. Vi spurgte, om det kunne lade sig gøre af få kaffe, men umuligt. Telefonere hjem kunne vi heller ikke, at hipo havde besat telefoncentralen. Så var der en jernbanemand, der sagde, at vi kunne ringe til Faaborg station, der var en direkte ledning, og snedkeren talt med guldsmed Duus i Faaborg. Han foreholdt os det uforsvarlige i at sende biler til Odense på den tid af natten. Klokken var ca. 2. Klokken 6 skulle vi være klar, så skulle de nok hente os. Vi gik i beskyttelsesrummet og prøvede der siddende eller liggende at få lidt tiltrængt hvile. Det var en flok trætte, forvågede, usoignerede og sultne mennesker, der den morgen ved seks-tiden steg op af statsbanernes beskyttelsesrum. Efter et kort gensyn med de kendte chauffører og nogle meget indtrængende bemærkninger om morgenkaffe startede vi fra Odense. Først ved Sallinge kro gjorde vi holdt. Chaufførerne havde masser af smørrebrød med, og det gjorde vi et vældigt indhug i. De var noget hemmelighedsfulde og ringede flere gange. De sagde bare, at vi skulle med til Faaborg, før vi kunne komme til Horne, og så startede vi igen lidet anende, hvad der ventede os. Der var vist ingen af os, der havde ventet blot en brøkdel af virak, der blev os til del. Det var den smukkeste forårsmorgen, nogen kan tænke sig, da vi kørte ind gennem Faaborgs flagsmykkede gader, det var som om naturen også ville byde os velkommen hjem. Hele Torvet var stopfyldt med mennesker, der råbte hurra og ville hilse på os. Jeg for mig part blev så overvældet, at jeg knapt sansede noget af det. Vi stod der i vort gamle tøj, usoignerede, og tog mod folkets hyldest, som de fleste af os slet ikke havde fortjent. Vi havde bare været så forbandet uheldige. Det var jo folk, der virkelig havde gjort noget for Danmarks sag, der skulle have været hyldet. Men bagefter forstod jeg bedre alle disse mennesker. Det var faktisk glæden over freden, menneskenes lykkerus, der gav sig udslag i hurraerne til os. Jeg må tilstå, at jeg var for overvældet til at se eller høre det, der foregik. Først da min gode ven, Jørgen Larsen, bevæget bød mig velkommen hjem, var det ligesom jeg vågnede. Jeg sagde til ham: ”Det var en skam, du ikke kom med på den tur. Du sagde jo altid, at her sker jo ikke noget!”

Så endelig gik turen efter Horne. Ved korsvejen så vi med vemod resterne af malerens hus, der var meget symbolsk plantet et par små dannebrogsflag midt i ruinerne af det før så hyggelige hjem. På vejen til Horne sagde chaufføren til mig: ”Du skal tage dig sammen, Stoffer, i Horne bliver det meget værre.” Det mente jeg ikke, det kunne blive. Allerhelst ville jeg have kørt en omvej hjem, gået ind ad bagvejen, og modtaget min kones velkomst i mit hjem uden alt for mange tilskuere. De elleve uger, vi havde været borte, havde vi ikke kunnet bestemme ret meget selv, det kunne vi heller ikke nu. På lang afstand fik vi øje på den mægtige æresport, der var rejst over den brede landevej ved Kirkevejen. ”Hvad i alverden! Er horneboerne da blevet helt kulrede, at lave sådan et postyr, fordi vi kommer hjem”, siger jeg til chaufføren og har samtidig tårer i øjnene og en klump i halsen, som truede med at kvæle mig. Vi stod ud af bilerne, og som i en tåge så vi det hele: æresporten, blafrende flag, mine gode, kære musikkammerater spillede for os, for mig. Hele landevejen var fuld af mennesker. Men chaufførens: ” Tag dig sammen, Stoffer”, lød i mine ører, og jeg prøvede virkelig at få denne tåge til at forsvinde og se mig om efter min kone, for det var jo trods hele denne storslåede velkomst hende det hele drejede sig om, og pludselig var hun der. I dette øjeblik glemte vi alt omkring os, at folk så på os, at filmfotografen lod apparatet snurre, alt glemte vi for dette ene, at vi var sammen igen. Og vi følte i det øjeblik en taknemlighed mod den højere styrelse, der los dette ske. Midt for æresporten holdt lærer Sønnichsen en velkomsttale til os. Da denne var forbi, gik vi med musik i spidsen med vore kære under armen og favnen fuld af blomster til pladsen foran forsamlingshuset, hvor flere talere have ordet, men jeg tror, øjeblikket stemning betog os, så vi knap hørte, hvad talerne sagde. Jeg hviskede til Jens Holm: ”Sig noget, sig tak.” ”Naj, det kan jeg ikke”, svarede han, og jeg forstod ham, men jeg følte, at det var usselt, at ingen af os kunne bringe en tak for denne strålende velkomst. Alle disse kære mennesker, der fra hele sognet var strømmet til og troligt havde stået og ventet fra kl. ca. 7 om morgenen. Det var utroligt, de havde fået at vide, vi kom. Det var først blevet meddelt, at vi kom kl. 7, senere kl. 10. Den store æresport lavet af store elektriske master og rejst på rekordtid. Folks djærve håndtryk og ærligt mente ”velkommen hjem”, og først og sidst deres ansigter, der både lo og græd på en gang. Det var reaktionen efter de mange års krig: glæden over underet, der skete den fjerde maj, da krigen standsede udenfor Danmarks dør, at krigens damptromle ikke gik over vort skønne land, at vi ikke fik vore byer skudt i grus, at vi bevarede vore hjem, på nær de få, der blev sprængt i luften. Det var sikkert en stor oplevelse for folk den majdag, de bød os velkommen hjem. Var vi kommet om natten, som det var vor mening, ville det have været en skuffelse for folk.

Med favnen fuld af blomster slap jeg omsider ind i mit hjem. Min nærmeste familie og flere andre, deriblandt to betjente fra Faaborg, Gunnar Larsen og Iversen, var der. Jeg måtte fortælle lidt om, hvad vi havde oplevet. Bl.a. fortalte jeg om vore formodninger i Frøslev, at det skulle have været Brunvang, der havde stukket os. Jeg udtalte mig temmelig uforbeholdent om det, vi havde gået og brygget sammen. Da den herre nogle dage efter arresteret og måtte løslades på grund af manglende bevis, ærgrede jeg mig meget over mine uforbeholdne udtalelser i politiets påhør. Hele dagen strømmede det ind med blomster og hjerteligt mente ”velkommen hjem”.

Da jeg hørte min kones oplevelser, blev jeg meget forbavset. Hun var sammen med Ellen Andersen, Anna og Johs. Bild blevet løsladt fra Husmandsskolen onsdag den 28. februar ved middagstid. Ved løsladelsen sagde en dansk tolk til dem, at hvis de på nogen måde modarbejdede Tysklands interesser, ville det ikke alene gå ud over dem selv, men også over dem, de arbejdede sammen med, og med denne trussel forlod de gestapos hovedkvarter. Tolken havde også sagt til hende, at hendes mand kom hjem i går. Det viste sig som sædvanlig, at de ikke kunne finde rede i navne. Min kone stolede heldigvis ikke sikkert på det, så skuffelsen var ikke så stor. I Odense lejede de en bil til Horne. Da de nåede Korsvejen og så malerens hus ligge i ruiner, var de klar over, at deres hjem havde fået samme medfart. Ved ankomsten til købmand Bild spurgte min kone en mand, som stod der: ” Står mit hjem?” Hvortil han svarede: ” Ja, dit står, Rigmor, men Ellens er væk.” Det var et par rystede og deprimerede koner, der holdt deres indtog i vort hjem. De tog først et varmt bad og gik så i seng, og gode mennesker tog sig af dem. Efter at nerverne var faldet nogenlunde til ro, besluttede min kone at åbne forretningen igen mandag. Mens hun den dag står bag disken, ser hun to personbiler komme og stoppe op udenfor forretningen. På et skilt på den ene stod der C.B.U. kolonne. Ud steg 6 civilklædte mænd med maskinpistoler, der alle kom ind i butikken. De sagde: ” Vi skal ind og undersøge, om De skjuler nogen”. Hun genkendte straks de to af dem, som de falske betjente, der tidligere havde været her. De undersøgte huset fra kælder til loft. Før de gik, bad de hende sælge dem hver en pakke cigaretter. I den nervøse tilstand, hvori hun befandt sig, turde hun ikke nægte dem det. Men bagefter ærgrede hun sig og svor ved sig selv, at næste gang skulle de ingen få. Lidt senere blev hun kaldt til telefonen, og stemmen i den anden ende af tråden sagde, at det var Bejerholm, han spurgte, om hun havde haft besøg, hvad de ville osv. Hun svarede meget forsigtigt og forbeholdent, da hun var bange for, det var en fælde. Om eftermiddagen kom to herrer, som hun ikke kendte, de præsenterede sig som Kampmann og Bejerholm. Rigmor sagde: ” Et øjeblik”, løb ud på vejen, traf bager Nielsen, der bekræftede, at navnene var rigtige nok. De ville have nøjagtige oplysninger om besøget. Dagen efter kom Elna fra København. Hun havde over engelsk radio hørt, hvad der var sket. På det tidspunkt var hun syg og hos sin mor, men så snart hun var nogenlunde rask, rejste hun til Horne og blev der, til jeg kom hjem. Hvis vi gennem årene har været noget for hende, så har hun så rigeligt gengældt det med dette, at hun kom, da det kneb værst. Det var også til stor beroligelse for mig, da Rigmor i sit første brev fortalte det. Den dag, smed Jensens lærling blev ført til Husmandsskolen, var den ene af de falske betjente igen i forretningen og ville købe cigaretter. På Rigmors benægtende svar, beklagede han og gik omgående. Onsdag den 28. marts hen under aften (dagen før skærtorsdag) kom Elnas kæreste fra København. Han kom i en lejet bil fra Faaborg og havde en stor kuffert med.

 Skærtorsdag morgen mellem fire og fem buldrede det på døren, så det rungede i hele huset. Elnas kæreste, der sov nedenunder, stod straks op og spurgte indenfor døren:” Hvem er det?” ”Det er det tyske sikkerhedspoliti, luk op”, blev der svaret. ”Vi søger en mand, der kom her i aftes med en kuffert.” ”Det er mig”, svarede han, og videre forlangte de at se hans papirer. Som smed havde han sit arbejde i frihavnsområdet, og som følge deraf havde han et tysk ausweis, og det fremviste han til de forbløffede ss’ere. De blev en smule desorienterede, men forlangte at undersøge huset og sagde, at den mand, de søgte, som i et værelse ud til vejen. De undersøgte dette og andre stuer og gik derefter op på loftet. Rigmor og Elna stod i nattøj ovenfor trappen, og da hun så den person, som nu for fjerde gang aflagde besøg, udbrød hun: ” Hvad i alverden vil De nu her igen?” Han svarede: ”Vi skal undersøge, om De skjuler nogen. Forhørene har vist ……” og så mumlede han et eller andet, som ingen forstod. Senere sagde han: ” De er vel klar over, at ejendommen er under observation?” Før det gik, spurgte han i en ironisk tone: ” Hvordan har manden det?” Hvortil min kone svarede: ” Han har det vel godt nok”. Det fik ham til at vrænge: ” Vel godt nok”. Dette stikkeri er aldrig blevet opklaret. Forhørene over ss’eren kaldet ”Magnus” (hans virkelig navn er Finn Ignes Prehn) viste, at de to havde fået ordren fra Kolding. Mistanken faldt på Brunvang, men han har aldrig villet indrømme dette. Den anden af de to falske betjente kaldet ”Suomi” faldt under en skudveksling med en direktør E. Bennicke, København 18.4.1945. Magnus har fået en dødsdom (dømt på indicier) for at have skudt forstander Steffensen, Gelsted.

  Efterskrift I

 I mine erindringer fra krigen nævner jeg kun stikkeren Brunvangs navn i forbindelse med Horne aktionen. Disse viste sig ikke at kunne holde efter hans arrestation lige efter krigen, og han måtte løslades på mangel af bevis. Han, der altid manglede penge, var så fræk, at han indsendte til de danske myndigheder et erstatningskrav på 1700 kr. for uforskyldt arrestation og sigtelse for at have stukket horneboerne til tyskerne.

I begyndelsen af 1946 kom der under afhøring af gestapochefen Dohse frem, at det var Brunvang, der havde solgt oplysninger til tyskerne om enkelte horneboeres illegale virksomhed for 1.000 kr. Han boede dengang i et lejet hus i Bjerne og kom tit på kommunekontoret for at få økonomisk hjælp, og foregav at have en søn, der var eftersøgt af tyskerne.

Gunni Rud tog sig af denne søn, og han opholdt sig på Ruds gård et par måneder. Brunvang var meget stortalende. Når vi andre var meget forbeholdne i vore udtalelser om tyskerne, var Brunvang nærmest grov. Han blev anholdt igen i begyndelsen af 1946 og efter at være forbeholdt beviser, tilstod han at være skyld i Horne aktionen. Anklageren forlangte en dødsdom, da aktionen her var en indirekte skyld til, at tyskerne sidst i april 1945 skød den unge grev Lennart fra Hvidkilde. Dommen over Brunvang blev afsagt den 25. marts 1946 – og den lød på livsvarigt fængsel. Da der var gået nogle år, opsøgte en mand fra fængselsvæsenet os alle og fortalte, at Brunvang havde en chance for at blive løsladt – hvis alle vi, det gået ud over, ville give vor underskrift på, at vi ikke havde noget mod det – Vi skrev alle under.

Brunvang var født 1891.

Efterskrift II

I årene efter krigen – har vi – og har endnu forbindelse med en af de dengang unge jøder, Kurt Fleismann. Han har fra Israel besøgt os tre gange. Englænderne havde lovet de jøder, der lykkeligt havde undgået Hitlers dødslejre, at de måtte oprette en stat i Palæstina. De blev bange for det givne løfte og anbragte jøderne på Cypern, og der var de i 14 måneder, før englænderne gav tilladelse til, at de rejste til Palæstina.

 Der traf Kurt sin kone, der var sygeplejerske og født i Tyskland, de blev gift, da det nåede det forjættede land. Jøderne købte og betalte Palæstinas jord til araberne, men da disse havde fået pengene, ville de ikke rejse derfra, men så drev de dem ud. Derfor de store flygtningelejre, som vi har hørt så meget om. Der blev oprettet kibbutzer. Kurt og hans kone blev medlem af en sådan. Kurts kone blev kibbutzens jordemoder. De første år hjalp Kurt med dens opbygning, senere blev han driftsleder for en stor foderstoffabrik, og som sådan var han på studietur til Europa, han havde introduktionsskrivelser med fra ambassaderne, han besøgte fabrikker i England, Frankrig, Schweiz, Norge, Sverige og Danmark; under besøget her, var han hos os. Han var et sproggeni, han talte og skrev dansk som en indfødt. Fhv. kommunekasserer Jens Holm havde under krigen en jødisk pige – Fritze – til hjælp i huset. Til stor glæde for Jens Holm kom hun og hendes mand og besøgte ham nogle dage sidste sommer. Hun talte perfekt dansk, desværre kunne hendes mand kun tale tysk og hebræisk. Hun havde til Jens udtalt et ønske om at hilse på den købmand, der skaffede dem noget at spise, mens de boede i Fabricius’s sommerhus på Horne Næs. Hun ville også gerne gense huset, og jeg havde en meget interessant eftermiddag. Hun fortalte, at hun arbejde i en kibbutz i det nordlige Palæstina som en slags børnehavelærerinde. Hendes mand var redaktør af kibbutzens avis. Vi var forbavsede over, at hun talte så godt dansk efter så mange års forløb, men hun fortalte, at en aften hver måned havde jøder, der havde været i Danmark under krigen og særlig dem, der havde været i Horne sogn, en hyggeaften, hvor de kun talte dansk. Jeg vil slutte mine erindringer og minder med fhv. sognerådsformand Gunni Ruds hyldestdigt til det skønne Horne land.

Christoffer Hansen (Stoffer)  – født i 1898

Mel.: Det er et land

  •  Hvor Østersø og bæltets bølger brydes,
  • og sammen skyller mod den fynske strand,
  • en fold af Fyn sig ud i havet skyder,
  • som øens forpost – det er Horne land.
  • Mod syd står landet stolt med stejle brinker,
  • men blødt og blidt det sænker sig mod nord.
  • Fra vest det over til bror’ Helnæs blinker –
  • vor lille plet af Danmarks dyre jord.
  • Den plet blev lagt så smukt herud mod stranden,
  • se fra dens banker, hvilket herligt syn:
  • ”De fynske alper” står langs himmelranden,
  • med bøg og gran i deres skoves bryn.
  • Se byen der, med tårn og røde tage,
  • se skibene, der stryger Faaborg Fjord,
  • og øerne. – Nej, findes der vel mage
  • til denne plet af fædrelandets jord.
  •  
  • De vide udsyn veksler med idyller,
  • vi elsker det vor hjemstavn kendes på:
  • De bølgeskvulp, der strandens stene skyller
  •  og stormens pisken ”hvidt” i havets blå.
  • Se Dyreborg i sol ved løvspringstide,
  • gå tur ved Sinebjerg en sommernat,
  • når månen lyser over vande blide.
  • Hør, nattergalesang i ”Vængets” krat.
  •  Og hen i høst, da vandrer vi på ”Næsset”
  • med nøddekrat og brombærs fine duft.
  • Når duggen ligger længe over græsset
  • er Lyø nær i klar septemberluft.
  • I morgensol vi husker Bøjdens banker,
  • i sommersolfald, Hornekrogens vand.
  • På ”Sivresbjerg”, der faldt det i ens tanker:
  • ”Hvor kan der findes noget skønn’re land.”
  •  
  • Gravhøje vidner her om fædres virke.
  • Her slog de rod, og rydded’ denne vang.
  • På bakken bygged’ de vor gamle kirke,
  • til værn med Vender – og til kirkegang.
  • De rydded’ sten, og hegned’ disse agre,
  • stengærder snor sig nu fra strand til strand,
  • de rydded’ tjørn og pløjed’ marker – magre –
  • og frugtbargjort vi arved’ Horne land.
  • Så rigt et land fik i arv og eje,
  • og vi vil villigt vedgå ”arv og gæld”.
  • Vi hornebo’r bør følge fædres veje,
  • det er vor pligt, – Gud giv os dertil held.
  • Ja, lad os pløje, bygge, værne, virke
  • til fælles gavn hver kvinde, som hver mand,
  • i hus og gård, i skole og i kirke,
  • og skabe os, et endnu bedre land!
  •