C. Th. Nielsens Maskinforretning/Thorkild smed af Martin Kej

Thorkild “Smed” Nielsen

”Smedjen, der ligger i bakkernes ly”, – sangen om den gamle smedje ville passe rigtig godt på denne historie om den gamle smedje ved foden af Sivresbjerg i Bøjden, og hvis bygningerne kunne tale, ville vi få en lang og interessant beretning om de personer og det smedearbejde, huset har rummet igennem flere generationer. Det tillader pladsen ikke, så vi må nøjes med den nyere tid.

I 1911 overtager beslagsmed Jens Christian Nielsen smedjen efter sin far, Jørgen Nielsen, som han var udlært hos. Jens Christian går samtidig i kompagniskab med sin svoger, Henrik Peder Henriksen fra Bakkely, der også var udlært smed. De to svogre driver sammen smedeforretningen Nielsen og Henriksen i 36 år, et udmærket sam-arbejde, hvor Henrik var grovsmeden, der helst ville stå ved essen og ambolten, medens Jens Christian tog sig af alle andre opgaver i firmaet. Han var en dygtig og alsidig smed, og i en årrække formand for Faaborgkredsens Smedemesterforening og i styrelsen for Fyns Stifts Smedemester-forening, hvor han blev æresmedlem, da han fyldte 80 år. I 1947 afstod Henrik sin halvpart i forretningen og rejser til Sjælland. De næste ca. 6 år driver Jens Christian med hjælpere firmaet til hans søn, Carl Thorkild i 1953 overtager det hele. De to gamle smedekom-pagnoner, Jens Christian og Henrik døde med få måneders mellemrum i 1960.

Carl Thorkild Fruerlund Nielsen, som jeg for nemheds skyld vil forkorte til Thorkild smed, som vi jo kaldte ham, var yngste ud af en søskendeflok på fire og eneste dreng, så det var en selvfølge, han skulle være smed og som fjerde generation føre det gamle smedefirma videre. Han blev overhovedet ikke spurgt, men kom som ung i lære hos sin far og Henrik. Efter endt læretid arbejdede Thorkild kort tid hos et par andre smedemestre på Fyn. De bedste ungdomsår var formørket og præget af nazisternes besættelse 1940-1945. I vinteren 1945-46 bliver Thorkild elev på Den Jyske Idrætshøjskole i Vejle, et ophold han var lykkelig for, og hvor mange gode venskaber blev etableret.

I 1947 bliver Thorkild gift med Edith Kirstine Kej (Ditte) fra Bygmestergården i Horne, og hun flytter nu ind i det gamle smedehjem i Bøjden, hvor hun skulle være smedekone under samme tag som sine svigerforældre, Hansigne og Jens Christian. Det var ikke helt ligetil, da både Hansigne og Ditte var stærke personligheder på hver deres måde og i øvrigt meget forskellige.

Da Thorkild i 1953 overtog smedjen, kørte den stort set som på forfædrenes tid, men hurtigt tog den tekniske udvikling fart, og sammen med pæn fremgang i økonomien i landbruget i 50`erne og 60`erne gav det meget arbejde med bl. a. indlagt vand og moderne toiletter ude på landet. Nye moderne landbrugsmaskiner kom frem, Thorkild fulgte godt med og forhandlede disse. Et par store mærker i forretningen var Zetor traktorer og Dronningborg mejetærskere. Den gamle smedje voksede på få år til en stor maskinforretning, værkstedet blev udvidet, en genboejendom købt og fjernet for at få plads til nye og brugte landbrugsmaskiner, personalet voksede, en repræsentant, H.J. Langelund blev ansat, og tingene gik stærkt, måske lidt for stærkt. Mange sjove handeler blev lavet, og mange mærkelige ting taget i bytte, bl. a. byggegrunde. Ældre ibyttetagne maskiner fyldte godt på pladserne, det var dog ikke alle, der nåede så langt, f. eks. da en landmand i Horne købte en ny mejetærsker ved Thorkild, i handelen indgik et brugt tærskeværk, som aldrig blev afhentet. I næste handel nogen tid senere gik tærskeværket atter i bytte med samme resultat.

Mange svende og lærlinge var ansat. I travle tider en halv snes stykker. En af dem, der lige skal nævnes var Anker Jørgensen, der fulgte med, da Thorkild overtog, og som nåede at være 43 år i smedjen, en rigtig gammeldags beslagsmed med stort læderskøde, der kunne sit kram, når han stod ved essen eller skoede hestene. Da han kom til sit 40 års jubilæum, ville Thorkild indstille ham til Dronningens Fortjenstmedalje, men den ville han ”faen-rasme” ikke ha`, og da pressen med fotograf ankom for at skrive til avisen, blev de smidt ud med fynd og klem.

Høsttiden var et af de travle tidspunkter på året med reparationer hjemme og på markerne, og rundt på hele Fyn kunne man møde VW pickupperne fra Bøjden, og da havde de en god hjælp i Ditte, som ud over husmoderens pligter i hjemmet også var alt muligmand i firmaet. Hun gav en hånd med, hvor hun kunne, bl. a. når der skulle hentes reservedele og rutebilpakker i Faaborg og andre steder. Så var den røde Morris 1000 med Ditte bag rattet en streg i luften, når hun fløj gennem Horne, som den gang havde 70 km. skilte. En gang blev hun spurgt, om hun ikke havde set dette 70 km. skilt, og svaret var: ” Det kører jeg da også – mindst”. Ditte havde også sin egen forretning med udlejning af vaskemaskiner. Når disse skulle bringes ud til kunderne, tog hun Morris Minor varevognen, åbnede de to bagdøre og satte datteren, Elisabeth ind som anhængertræk, hvor hun sad og holdt den tunge vaskemaskine, der havde små hjul, mens Ditte kørte nogenlunde roligt.

Smedjen blev, måske lidt for sjov, kaldt for et historisk sted. Betegnelsen kunne dårligt passe bedre, da bygnin-gerne rummer en spændende historie, og hvor mange gode historier er blevet fortalt. Det var et levende sted, hvor folk kiggede indenfor til en hyggelig sludder og for at høre det sidste nye, og hvis nogen kunne fortælle, så var det Thorkild smed. Thorkild var født med dårlige øjne, men de var spillevende bag de kraftige brilleglas, når han viste rundt og fortalte smedjens historie og kom til, hvor den gamle trappe førte op til værelset ovenpå, der i tidens løb havde været beboet af mange svende og lærlinge, sagde han: ”Denne trappe har mange jomfruer gået op af, men sjældent nogen ned.”

Thorkild havde et fantastisk kendskab til Horne Land, til bygningerne og til de folk, der i flere generationer har boet i dem, og han øste villigt ud af sin viden, hvad mange har nydt godt af. Selv om arbejdsdagen kunne være lang, havde han overskud til at være igangsætter, bestyrelsesmedlem, leder, instruktør, formand, fortæller og meget andet i utallige foreninger i tidens løb. Han var en ener, både med mund og pen og har nedskrevet og fortalt utroligt meget spændende til glæde for eftertiden. Han var ikke bange for at sige sin mening i såvel offentlige forsamlinger eller læserbreve i avisen vedr. politik eller lokale problemer. Hans mening kunne være markant og den gamle vending med, at man har et standpunkt, til man tager et nyt, passede overhovedet ikke på Thorkild smed.

Thorkild og Ditte var i 1968 blevet skilt, og i 1970 bliver Thorkild tilbudt en videreuddannelse som faglærer og tager et årskursus hos SEL (Statens Erhvervspædagogiske Læreruddannelse) i Ollerup, hvorefter han bliver fastansat på Teknisk Skole for Landbrugsmaskinsmede i Aars i Himmerland. Ib Kristiansen, der i 1968 blev ansat i maskinforretningen på Bøjden som lager og kontormand, overtager den 1. maj 1971. Thorkild var i Aars små 20 år, hvor han lærte de unge mennesker, som kom fra hele landet i alt fra tekniske fag til orientering og historie m.m., og der må man nok sige, han var kommet på sin rette hylde. Han har en gang fortalt mig, det var de bedste år i hans liv.

I 1988 går Thorkild på pension og flytter tilbage til smedehuset på Bøjden. Pensionisttilværelsen blev meget aktiv for Thorkild, han lærte sig brug af computer, skrev, fortalte og deltog i mange arrangementer. Var man i selskab med Thorkild smed, var det aldrig noget kedeligt selskab,

Thorkild flyttede til Præstekærgård i Horne i januar 2010. Han var da næsten helt blind, men hans gode hukommelse og humør fejlede intet. Så sent som i juli samme år forestod han en interessant og lærerig byvandring i Bøjden. Thorkild smed døde 30. oktober 2011. Han var mig til stor hjælp til mange af mine fortællinger i Horne Lands Avis, og jeg har allerede savnet ham mange gange.

2015 februar