Gudrun og Anton Pedersen

Gudrun og Anton Pedersen

Et ungt, nygift og energisk ægtepar overtog i april 1941 et af Hornes dengang 3 bagerier. Det var Gudrun og Anton Pedersen. Mine forældre og senere også forældre til tvillingerne Birthe og Ole. Mor kom fra Glamsbjerg, hvor hendes forældre havde startet Glamsbjerg Vognmandsforretning. Mor var barn nummer 11 i en søskendeflok på 12. Hendes far døde da hun var 6 år gammel, så der var ikke råd til uddannelse. Mor kom i brugsen i Øxnebjerg mellem Glamsbjerg og Assens, hvor hun var i 11 år.

Far voksede op i Høed – mellem Flemløse og Ebberup – som nummer 7 af 8 børn på et husmandsbrug. Fars slægt stammer fra Millinge og har blandt andet ejet Solbjergård.

Som den eneste af sine søskende fik far en faglig uddannelse. Blev udlært bager i årene 1930-34 i Hårby. Jeg har hans lærekontrakt og kan se, at han var på kost og logi, der dog ikke omfattede vask af tøj. Det cyklede han hjem til Høed med. Lønnen var det første og andet år på 50 kroner. År tre steg den til 75 og sluttede med 125 kroner i det fjerde og sidste år.

Efter udstået læretid har far trods en massiv ledighed arbejdet som svend både på Sjælland og i bageriet i Østerby, som nu også for længst er nedlagt.

Mor og far mødte hinanden ved et bal på Å badehotel. Her var Amor også med og skød sin pil mod det unge par. De var uadskillelige siden og elskede hinanden højt.

I 1941 blev bageriet på Horne Landevej sat til salg. Det unge nygifte par overtog det for 21.000 kroner. Bageriet havde dengang lergulve og ovnen blev opvarmet med kul. Senere blev gulvet udskiftet med terrazzogulv, og der blev installeret oliefyr til opvarmning af de to ovne.

I de første svære krigsår blev de daglige vareture foretaget med en hestetrukket varevogn. Ofte var det mors opgave, selvom jeg var kommet til i 1942 og også krævede hendes tid. Det har været barske vilkår. Kunderne skulle besøges. De kom ikke af sig selv. Og vareturene strakte sig ud over Horneland til Faaborg, Diernæs, Svanninge og Millinge. Under en luftalarm en mørk vinteraften var mor nået til Alleskoven. Hun fortsatte. Hun skulle være færdig og hjem til sit barn. I den mørke skov drejede hun for tidligt og endte i skovkanten, hvor der ingen vej var. Angsten meldte sig. Hun lagde tømmerne og græd. Men så tog den gamle trofaste hest – Lotte – over. Den bakkede tilbage på vejen og fandt selv ned på gården, dybt inde i skoven. Det er godt ind imellem at blive mindet om de kampe ens forældre måtte kæmpe i et land besat af en fremmed magt.

Efter krigen blev Lotte sat på pension ude på Knold. En veltjent Ford A, der havde tilhørt min onkel i Glamsbjerg, blev taget i brug som varevogn. Den gjorde det muligt at øge kundekredsen helt til Håstrup og Faldsled. Kun mandag var der ikke vareture. Vi børn har brugt mange timer ikke bare i bageriet med at skrabe plader og andet, men ikke mindst som hjælp under vareturene.

Jeg var nok ikke lige glad hver gang, jeg blev kaldt ind fra legen med kammeraterne, fordi pligten kaldte. Men de ture har givet os børn en ballast og en forståelse for de vilkår kunderne levede

under. Vi kom jo både hos godsejeren og hans løsarbejdere. Hos håndværkere, handlende og ikke mindst landmænd, som jo dengang ofte havde både karle og piger boende. Mange munde at mætte. Det var det, vi levede af. Den omfattende og forskellige kundekreds lærte os meget om  livet udenfor det trygge barndomshjem. En lærdom, vi alle har haft stor glæde af senere i livet.

Hjemme i bageriet var der altid travlt. Vi fik brug for ekstra hjælp. Der blev ansat en svend og en lærling og vi fik også ung pige i huset. Senere også en brødkusk. Alle boede de hos os. Vi var en stor familie. Alle hjalp til med alt. Også med at passe grise, som far anskaffede for at undgå madspild. Vi leverede svin til slagteriet. Ikke altid de slankeste af slagsen, de fik nok for meget wienerbrød. Det pulserende liv var vores hverdag. Altid var der en parat, hvis vi børn skulle have hjælp eller et trøstende ord.

Arbejdsdagen startede i bageriet klokken 4 om morgnen og sluttede, når vi gik i seng. Mor var

altid den sidste, der lukkede og slukkede.

Der var undtagelser fra den pulserende hverdag. Mandagen var fridag. Der elskede mor og far at tage os med til Damsbo Strand eller en tur på Næsset. Enkelte gange længere væk. Men så var det normalt familiebesøg rundt på Fyn. Men en juleaften og – morgen vil altid være noget særligt i mit bibliotek af minder. Der havde vi børn mor og far for os selv. Der skulle der ikke bages eller bringes brød ud. Ingen butiksklokke. Bare julemelodier og tid til at sidde sammen i kærnefamilien.

Bageriet udviklede sig. Nye maskiner kom til. Varebiler blev udskiftet. Men i takt med afvandringen fra landbruget svandt også behovet for de lange vareture. Og kunderne var jo selv blevet mobile og kørte dagligt forbi bageriet.

Resultatet blev, at far stoppede vareturene. Det blev en stor omvæltning. Nu var mor og far alene med en enkelt medhjælp, der ikke boede hos os. Og økonomisk tror jeg, det var de bedste år. Vi børn flyttede hjemmefra. Fik vort eget liv. Et liv, hvor det vi fik lært derhjemme, kom os til stor gavn livet igennem.

 Men alt har en ende. Og for bageriet på bakken i Horne skete det desværre meget dramatisk. En sommerdag i 1975, hvor mor og far sad og nød en kop aftenkaffe kom bageren fra Bøjden – Bent – spænende ind. Det brænder Anton!!!

Der var sket en selvantændelse på loftet over bageriet. Stuehus og baghus blev reddet. Men der kom aldrig gang i bageriet mere. Et kapitel i et travlt men vidunderligt liv med bageri og centrum for vor vort barneliv var slut.

Minderne er tilbage. Stolte, stærke og kærlige forældre hviler nu på kirkegården i Horne.

Poul Erik – bedst kendt som bagerens søn fra Horne.

 

Poul Erik 1948

 

Gudrun og Anton 1965

Bagerfamilien 1954

Anton og hans far 1943