Marie Wie af Martin Kej

Marie Wie

 På adressen Vesterballe 19 i Horne blev der gennem en årrække drevet et vaskeri, hvis stifter og indehaver hed Marie Wie. Senere blev adressen ændret til Præstegårdsgyden 1.

Marie Wie, født Gjertrud Marie Rasmusdatter Mose den 28. oktober 1888 i V. Hæsinge, var nummer to ud af en søskendeflok på seks og kom til Horne i 1911, hvor hun blev husbestyrerinde hos snedkermester Andreas Hansen Wie og hans mor, Kirstine, på ovennævnte adresse. Ca. 4 år senere, den 17. november 1915, bliver de gift. Andreas Wie, der var kendt som en dygtig og omhyggelig snedker, havde sit værk-sted i en bygning bag huset, hvor han arbejdede for en pæn stor kundekreds, så det var vist ikke fordi, det var påkrævet, men Marie havde åbenbart et ønske om at blive selvforsynende, da hun den 4. november 1926 startede forretningen, som hun selv kaldte ”Fransk vask og strygning”. I starten foregik arbejdet i vaskeriet ved hjælp af vaskebræt og knofedt. I bryggerset blev tøjet først kogt i en stor gruekedel, og når der var brugt tilstrækkeligt med knofedt, blev det lagt i store træbaljer, der stod i baggården. Her blev det skyllet i flere hold vand, der skulle pumpes op med håndkraft, da der endnu ikke var indlagt vand i Horne, men da dette skete, blev gruekedlen erstattet af en vaskemaskine. Der kom blånelse i skyllevandet for at gøre tøjet ekstra hvidt, og dagens sidste hold skyllevand var til stor fornøjelse for nabosmedens Ellen, som fik lov til at hoppe i baljen og boltre sig, når vejret var til det.

Når tøjet var tørret, som foregik på lange tøjsnore i haven eller på loftet afhængig af vejret, skulle det stryges eller rulles. Dette arbejde blev udført i de to gavlværelser. Her stod to strygebrætter og en bilæggerovn, hvor strygejernene blev opvarmet, samt en stor hånddrevet rulle fyldt med mursten, som blev brugt til større stykker stof, som sengetøj og duge. Det var en ret så omstændelig proces. Først blev tøjet vådrullet, derefter hængt op og til slut rullet igen, hvorefter det endelig var færdigt og klar til pakning. For at holde styr på tøjets ejermand, brugte Marie en vandfast pen til at mærke med et sted, hvor det var så lidt synligt, som muligt.   

Der blev strøget flipper, skjortebryst og skjorter i massevis. Skjorterne blev lagt sammen efter alle kunstens regler og hæftet sammen med knappenåle, for at de ikke skulle krølle. Til slut blev det forskel-lige tøj pakket ind i brunt indpakningspapir med en etiket med navn påhæftet og lagt på hylder i en stor reol klar til afhentning. Tirsdag var vaskedag, og fredag var som regel afhentningsdag. Et par Horneboere var ansat som medhjælpere, til vask var det Johanne, og til strygning Kristine. For at gøre hverdagen lidt lettere blev der senere anskaffet en elektrisk rulle og strygejern. Sidstnævnte brugte Marie dog sjældent, da hun var mest tilfreds med resultatet, når de gamle jern blev brugt. Mange beboere i Horne og omegn var faste kunder i vaskeriet, men især karlene ude fra gårdene var stamkunder, da det nok har lettet deres tilværelse en hel del.

Marie Wies påklædning var som regel halvlang mørk nederdel og hvidt nystrøget smækforklæde. Hendes ide om at være selvstændig var ikke helt forkert, da hun mistede Andreas, den 27. december 1940, godt en måned efter de havde holdt sølvbryllup. Snedkerværkstedet blev overtaget af Mads ”Ras” Andersen, som var udlært der, og Marie med hjælpere kørte vaskeriet videre. Udover vask og strygning havde Marie også to flotte dåbskjoler til udlejning, samt udlejning af værelser på loftet, som har været beboet af bl. a. mejeristerne Poul Winter og Kristen Kynde, skrædder Thomsen, Dinne og Niels ”Ægmand” Jørgensen m. flere. Ja selv smedens kat blev pensionær hos Marie. Alt dette var ikke fordi, det var økonomisk nødvendigt, men snarere et udslag af hendes store hjælpsomhed, da der på disse tider var stor mangel på udlejning af værelser i Horne, som fik hende til at tilbyde logi for folk, der stod i en betrængt situation. Opvarmning af disse værelser foregik ved hjælp af en gammel kakkelovn, og morgenvasken måtte klares ved servantestellet. Eneste adgang var en solid trætrappe, i bryggerset, der blev hejst op, når den sidste lejer havde forladt huset, og ned igen sidst på dagen, når de vendte tilbage, lidt besværligt, men det kunne man nemt leve med.

Marie var en meget omsorgsfuld person, hendes rummende og medmenneskelige natur tiltrak både mennesker og dyr. Bl. a. havde hun et næsten tamt pindsvin boende i vaskegården. Hun fik aldrig selv børn, men var i stedet reservemor for naboens børn og børnebørn, som aldrig kom til en lukket dør. Oplæsning af H.C. Andersen var et dagligt pusterum for hende selv og de små ører, der lyttede med, og når smedens Vermund fandt samtlige fuglereder i hendes have, blev strygejernet sat, og hun fulgte ham med ud for at se, hvad han nu havde fundet. Hun var grundtvigianer med Højskolesangbogen i reolen. Udover at være en flittig kirkegænger gik hun ofte til foredrag i Forsamlingshuset. Om vinteren foregik det i store sivsko, for at hun bedre kunne stå fast i sneen. Hun var også meget politisk orienteret, elskede litteratur, og sammen med Frøken Knudsen og frøken Buch fra Bjerne Mark startede hun en læsekreds, hvor bøgerne blev diskuteret. Som noget helt specielt for den tid, havde Marie Wie også været på højskole, hvor hun blandt andet mødte Inger Andreasen, mor til Dagmar Andreasen, og det blev starten til et langt venskab.

Hendes store have tog hun sig også tid til, hun var kreativ og dygtig til blomsterbuketter. Hun havde en fætter, som var gartner, og derfra blev hun velforsynet med orkideer, som var noget af et særsyn den gang. Om sommeren kom søskendebørnene ofte på ferie hos hende, og så var der rift om de dejlige vindruer, der voksede både på husets og udhusets gavle.

Under Krigen, hvor hun var blevet enke, brød hun sig ikke om at være alene, så hun søgte tilflugt hos naboen, smed Birkemose. Her opstod nok det tætte mangeårige venskab. Smedens piger overnattede ofte inde hos hende, og Ole Lukøje blev sunget talrige gange. I krigsårene stod de alle flere gange på smedens altan og kiggede, når de engelske flyvere havde kurs mod Tyskland, og den tyske spærreild oplyste himlen. Hvis smeden syntes, det blev lidt for voldsomt, blev de beordret ned i kælderen, hvor primussen blev tændt og Madam Blå sat over til kaffe.

I 1978 solgte Marie huset til Inge og Svend og flyttede om på Præstekærgård. Hun fejrede sin 90 års fødselsdag på Bøjden Kro samme år. Marie Wie døde 23. marts 1983, 94 år gammel og ”Fransk vask og Strygning” i Horne blev pludselig til historie.

2015 maj