“LANGT HØJERE BJERGE” NYT FRA HORNE BJERGBESTIGNINGSKLUB PÅ MT.KENYA
23. – 27. jan. 2009:
I januar i år nåede Horne Bjergbestigningsklub helt op på en af Mt. Kenya’s tinder, “Lenana”, som er 4985 m høj. Dermed var vores egen rekord fra Mt. Meru i Tanzania for to år siden blevet slået med 423m.
Mt. Kenya er Kenyas højeste og Afrikas næsthøjeste bjerg efter Kilimanjaro i Tanzania 300 km længere mod syd. Begge var oprindeligt vulkaner dannet på randen af den store gravsænkning,”Rift Valley”i tertiær tiden for ca. 30 – 40 millioner år siden. Mt. Kenya har dog ikke været aktiv de sidste 2,5 millioner år, hvorfor det oprindelige, kegleformede bjerg, som engang var meget højere end nu, er nedslidt i en sådan grad, at kun forrevne, spidse tinder blandt hvide gletchere er ladt tilbage øverst oppe på det kæmpemæssige bjergmassiv, som endnu hæver sig over tre kilometer over de omkringliggende højsletter og dækker et areal på størrelse med Fyn.
Den første hvide, der så bjerget, var den tyske missionær, dr. Johann Ludwig Krapf, som i 1849 skrev til”the Royal Geographical Society” i London, at han havde set et bjerg langt inde i landet med evig sne på, hvortil man svarede, at dette ikke kunne lade sig gøre p.g.a. den stærke sol lige over Ækvator, så han måtte have set syner. Det skulle tage andre 50 år før Mt. Kenya første gang blev besteget i 1899, denne gang af engelske kolonister.
De tre højeste toppe på Mt. Kenya er “Batian”, “Nelion” og “Lenana”. “Batian” og “Nelion” er næsten 5200 m høje. De ligger meget tæt på hinanden med en dyb, blåfrossen kløft imellem sig. Den tredie top, “Lenana”, som er på 4985 m, ligger lidt borte mod øst og adskilt fra de to andre af en stor gletcher, “the Lewis Glacier”, som vi skal høre mere om senere i denne beretning. De tre bjergtoppe er opkaldt efter masai høvdingene “Batian” og “Nelion”, to brødre som herskede over hele den store “Laikipia” slette nordvest for bjerget før kolonitiden samt Batians søn, “Lenana”, som er kendt for at have underskrevet et lejemål for godt 100 år siden, hvor hele sletten blev overgivet til de engelske farmere i en periode på 999 år. Dette har for nylig givet anledning til en del retslige stridigheder, idet de nulevende masaier mener, at kolonisterne snød “Chief Lenana”, som jo ikke kunne læse. Der skulle selvfølgelig have stået 99 år i dokumentet. Men der kom dog ikke noget ud af sagen, som jo naturligvis nu desværre er forældet.
Mens “Batian” og “Nelion” er så vanskelige og stejle, at kun professionelle bjergbestigere kan klare dem, er”Lenana” mere tilgængelig og bliver hvert år besøgt af mange turister, både udefra-kommende og lokale.
Vi var således et hold på otte, som besteg, “Lenana” i januar iår. På vores hold var Rita og Olav Christoffersen fra Horne, John Boye Rasmussen fra Lumsås, Kent Magnussen fra Vojens, Mads Hahnemann fra Tønder, Ken Farquharson fra Canada, vores datter, Didi og mig-selv. Herudover havde vi med os to lokale bjergførere, Benson og Elija, en kok, Charles med to hjælpere og hele 13 bærere, alle fra Kikuyu stammen, som bo’r på sletten nedenunder. Bærerne var udstyret med store rygsække, hvori de bar både proviant og køkkengrej, og vores personlige ejendele, såsom soveposer, toilettasker, extra varmt tøj til at tage på oppe i højderne etc. Hver af dem bar maximum på 15 kg.
Det var en 5 dages tur med 4 nætter på bjerget, hvor vi overnattede i ret så primitive turist hytter med køjesenge. Først gik vi op via “Shirimon” ruten, som starter i den nordvestlige side af bjergmassivet. Her kom vi gennem højtropisk regnskov, tætbevokset med bambus og store træer, helt overgroede med mosser og lav samt blomstrende krybere og snyltere; et rigtigt bøffel og elefant territorium. Vi så eller hørte dog ingenting til dem, selvom vi ofte så friske høm-hømmer af begge slags ligge på stien. Derimod så vi flere gange de bitte små rådyr, vi kalder “dik-dik”, gemme sig i tykningen og i trækronerne boede farvestrålende, tropiske fugle, som underholdt os med deres fløjten og sang. En flok papegøjer med purpur-røde brystfjer kom flyvende hen over os.
Da vi nåede op i tre tusind meters højde ved “Old Moses Camp”, skiftede landskabet karakter og vi kom ud i et åbent område med to meter høje lyngbuske. Højere oppe vandrede vi op gennem dale, hvor bjergbække med det klareste vand kom rislende ned over klippeblokkene og skråningerne var dækket af tørre græstuer og smukke, hårdføre, alpine blomster. Her groede også de store kaktus lignende “Lobeliaer” med blomster som ranke lys, der kan blive flere meter høje. Vi fik fortalt, at de kan blive mere end trehundrede år gamle. Hvor var der tyst og stille i denne ødemark. Dyrelivet var reduceret til nogle få tykpelsede “Rock Hyraxes”( Et lille gnaveragtigt dyr, kaldet klippe-grævling på dansk, som pudsigt nok er i familie med elefanten) og her og der almindelige rotter og mus. Mærkeligt nok er leoparden et af de få større dyr, som af og til færdes heroppe. Men man ser den kun sjældent, for den jager mest om natten. Af fugle så vi nu kun ravne og nogle drosler, der var så tamme, at de kom hen og spiste af hånden, når vi holdt frokost langs stien. Højt oppe i luften svævede rovfugle og af og til gribbe.
Vi var nu nået helt op i højfjeldet, og fra “Shiptons Camp” i 4300 meters højde stirrede vi op mod de lodrette, forvitrede klippetinder med blåhvide gletchere badet i morgensolen, mens vi selv stod nede i skyggen af bjergene i ti graders frost. Hele dagen gik vi nu, først op igennem “Hausbergs” pas i 4600 meters højde, så ned i en dal med to skønne søer med klart, grønblåt vand fra gletcherne, som forsynede os med rent drikkevand. Så igen op over et højdedrag, og endelig hen på eftermiddagen nåede vi ned i et dalstrøg til “Mackinders Camp” i 4300 meters højde. Hele tiden havde vi haft de to højeste tinder,”Batian” og “Nelion” lige lodret over os på venstre hånd, mens vi gik. Vi havde således gået i en halvcirkel vest om tinderne. Denne manøvre, trættende som den var, skulle hjælpe os til at blive vant til højden, førend vi skulle forsøge at nå op på toppen af “Lenana”, som jo var målet for vores tur.
Efter en alt for kort søvn blev vi vækket kl. 2 den følgende nat. Inden, vi startede, fik vi serveret en kop the med mariekiks og en portion havregrød. Så stavrede vi afsted i buldermørke med vore pandelygter, vandrestokke og rygsække med to liter vand, glykosetabletter og regntøj. Kun de to bjergførere var med os; kokken og bærerne havde vi ikke brug for på denne tur. Over os hang mælkevejen og de funklende stjerner så lavt, at man næsten kunne plukke dem. Det var bidende koldt, men helt stille. I begyndelsen gik det meget let, for vi gik hen langs skråningen, som fulgte dalen nedenunder næsten uden stigning. Så balancerede vi på stenene over den lille bjergstrøm i bunden af dalen og herfra gik det i zig-zag 400 m op over den stejle, grusede sidemoræne til den føromtalte “Lewis Gletcher”, som er den største gletcher tilbage på Mt. Kenya. Det var hårdt, og vi stønnede p.g.a. højden og måtte ofte holde hvile- og drikke pauser. Hertil kom en bidende kold vind strygende ind mod os, hver gang vi nåede om på den side af bjerghangen, som vendte imod gletcheren. Det kan nok være, at vi kom til at fryse om fingrene, selvom vi havde tykke vinterhandsker på.
Omsider nåede vi dog op over kanten og efter en besværlig vandring ind over nogle store klippestykker, ankom vi ca. kl 6 til “Austrian Hut”, en lille primitiv træhytte uden andre faciliteter end et bord med bænke og et par køjepladser. Her fik vi lov at sidde ned i en halv time og hvile os, inden vi skulle fortsætte det sidste stykke mod toppen.
Aldrig er en halv time gået så hurtigt; men pausen gav os fornyede kræfter og snart begyndte det at gry ude i øst, og vi kunne se, at vi var kommet op på en stejl klipperyg, som ledte over til det bjergmassiv, hvorpå selve toppen lå. På den ene side af ryggen, gik det næsten lodret ned imod en dal dybt under os, og til den anden kunne vi kigge lige ned på Lewis gletcheren, som lå og skinnede blåhvid nede i dybet. Da vi kom over på selve bjerget, måtte vi først ud på en meget smal afsats på den lodrette klippevæg over gletcheren. Et sted skulle vi her kravle op over en tre meter høj klippevæg, hvor førerne måtte hjælpe os med at finde fodfæste og give os en hånd for at vi kunne komme op. Her var Rita ved at tabe modet og erklærede, at hun ikke ville med længere. Men vores fører, Benson beroligede hende og førte hende ved hånden op mod toppen, som vi alle otte nåede i god behold, efter endnu et par lodrette klippevægge var blevet forceret på vejen. Fra toppen havde vi den mest fantastiske udsigt ned over gletcheren og op imod “Nelion” med sin lodrette klippe side, som nu stod helt gylden badet i morgensolen mod den næsten sort-blå himmel Man kunne tydeligt se, at den ragede højere op end os, på trods af, at vi stod 4985 m over havets overflade. Langt oppe på klippen kunne vi i kikkerten se nogle små lyse prikker. Det var nogle vovehalse, som klatrede med reb på vej mod toppen. Den anden tinde, “Batian” var fra denne vinkel skjult bag “Nelion”. Så langt øjet rakte, kunne vi i alle retninger se forrevne bjergtoppe, gletchere og dale med blå-grønne søer eller “tarns”, som de kaldes her. Langt, langt ude mod vest lå “Aberdare” bjergenes toppe synlige i horisonten over en rand af hvide skyer, og imod nordvest kunne man dybt nede se den blå-grønne “Laikipia” slette fortsætte ud i det uendelige. Ved flaget på selve toppen blev taget mange billeder af gruppen sammen med vore førere, og da jeg netop den dag fyldte 73, blev der minsandten også sunget fødselsdagssang for mig på Johns initiativ. Samtidig lykkedes det Ken at få en samtale i mobiltelefonen med sin kone, Laura, som netop var ved at lave aftensmad dagen før på Vancouver Island.
Snart begyndte nedturen, som var utrolig smuk i den klare morgensol. Særlig de smukke gletchere og de blinkende blå og grønne søer var en fryd for øjet under de fantastiske bjergtoppe. Dybt nede i dalen 700 m under os kunne vi tydeligt se vort mål, “Mackinders Camp”. Det første stykke ned over klipperne til “Austrian Hut” gik forbavsende let; men den stejle skråning ned over side morænen var hård for knæerne og de fleste af os måtte ned på rumpen, når støvlerne skred i det løse grus. Her blev John helt udaset og måtte hele tiden støttes af Elija. Men ved middagstid nåede vi alle i god behold, omend død-udmattede, ned til hytten. Dagens heltinde var uden tvivl Rita, som havde gennemført turen på trods af sin angst, da vi nåede den stejle klippeafsats ved daggry på vejen op.
Næste morgen ved 4 tiden vågnede jeg op ved en forfærdelig susen og larm udenfor, og jeg kunne høre vinden ruske voldsomt i hyttens bliktag. Det hele kulminerede med et par tordenbrag, som rullede rundt mellem bjergene. Så blev alt roligt igen, og da jeg stod op kl. 6 var det helt stjerneklart og stille; men i pandelygtens skær kunne jeg se, at jorden var dækket af 10 cm sne. Hvor havde vi dog været heldige. Var dette sket dagen før, var vi aldrig nået op på toppen. Nu fik vi den extra fryd at se hele dalen og bjergene dækket i nysne, mens solen stod op og farvede toppene rosa-røde.
På nedturen travede vi faktisk gennem sneen med stivfrosne græstuer og lobeliaer langs stien, indtil solen krøb ned i dalen og smeltede alt, så det blev et værre pløre at gå i. Efter et par timer nåede vi ned på en endeløs skråning med sump og græs tuer, som i en højmose. Det var altså tungt at gå i, og ofte gled vi i mudderet. Men endelig nåede vi da skovgrænsen, først med op til 10m høje lyngbuske og siden med frodig, tæt urskov, som den vi havde set på opturen på den anden side af bjerget for 5 dage siden. På vejen ned passerede vi en klippehule, som havde tjent som skjulested under Mau-Mau opstanden for godt 50 år siden. Vores fører, Benson fortalte os, at hans bedstefar havde gemt sig der for englænderne. Tilsidst nåede vi den “Meteorologiske Station”, hvor vi fik frokost med en særdeles velkommen kold øl til. Vi havde jo nu tilbagelagt over 50 km til fods på bjerget i fem dage, om ikke på vand og brød, så dog helt uden øl. Her blev vi samlet op og kørt ned gennem skoven til “the Parks Gate”, hvor vi tog afsked med vore to førere, kokken med hjælpere og bærerne, som vi var blevet rigtig godt sammenrystede med under turen. De havde alle givet os førsteklasses service, og uden dem kunne vi aldrig have gennemført turen.
Herfra blev vi kørt ned til byen, “Naro Moro” på sletten og så tilbage til civilationen i Nairobi med varmt brusebad, barbergrej og tandbørster, hvorefter man igen kunne slænge sig i safari stolene med en sundowner på verandaen, før Anni serverede “bøf-stroganoff” til middag. Alle var vi sluppet godt fra det uden for mange vabler og blå tånegle; men desværre havde Mads måttet døje med hovedpine det meste af tiden oppe i højderne.
Jens Bang, februar 2009